Hvem ejer den?
En hanhund af racen Golden Retriever er de seneste dage set strejfe rundt på villaveje i Rungsted
"Den ser forsømt og trist ud og det er ikke til at bære."
Sådan siger Susanne Bredahl, som er en af flere husejere på Højagervej i Rungsted, der har lagt mærke til en stor Golden Retriever, som siden fredag har strejfet rundt i området. Nu beder hun offentligheden om hjælp til at finde en eventuel ejer.
"Vi så den første gang fredag morgen, hvor vi var flere fra vejen som stimlede sammen om den, og undrede os over hvor den hørte til. Her til morgen var den der så igen, og nu bliver vi altså nødt til at følge det til dørs," siger Susanne, som samtidig fortæller, at hunden ser meget speciel ud.
"Det er en hanhund, som bærer et lysebrunt halsbånd uden hundetegn. Den er barberet overalt på kroppen undtagen på halen og hovedet. Samtidig har den et sår på halsen og meget lange negle, og så ser den meget trist og forsømt ud," siger hun.
Ifølge Susanne Bredahl har Nordsjællands Politi ikke modtaget anmeldelse om en bortløben hund af denne race. Hun håber alligevel, at en eventuel ejer henvender sig til hende.
"For et par år siden oplevede vi en lignende situation her på vejen. Dengang blev ejeren fundet. Jeg har det dårligt med at se på, at hunde strejfer rundt i den tilstand, og jeg har derfor besluttet at tage den med hjem i min have, hvis jeg ser den igen. Jeg håber bare, at vi også finder denne ejer, så vi kan undgå at sende hunden på internat," siger Susanne Bredahl.
Ring venligst til hende på telefon 4097 6765, hvis du har oplysninger om, hvor hunden hører til.