"Jeg er stiktosset"
FC Nordsjælland er ude af pokalturneringen efter nederlag mod Danmarksserieholdet SC Egedal
Den var der nok ikke mange, der havde set komme.
David vandt over Goliat, da SC Egedal og FC Nordsjælland tørnede sammen på Ølstykke Stadion i DBU Pokalen onsdag aften.
FC Nordsjælland måtte køre den godt 19 kilometer lange - eller korte, om man vil - tur fra Ølstykke til Farum med et 5-4-nederlag i bagagen.
Dermed må FC Nordsjælland vinke farvel til pokaldrømmene allerede i anden runde af DBU Pokalen. En turnering, som klubben ellers har vundet et par gange og historisk set har prioriteret højt. Men det var altså ikke nok til at slå Danmarksserieholdet fra SC Egedal.
Lad det være sagt med det samme. FC Nordsjælland stillede ikke i stærkeste opstilling. Langt fra faktisk. Cheftræner Ólafur Kristjánsson havde taget et hav af ungdoms- og reservespillere med til Ølstykke, hvor publikum måtte vente i hele 81 minutter i silende regn på at få det første mål.
Det var Morten Nordstrand, der prikkede bolden i mål for FC Nordsjælland, og bedst, som man så troede, at kampen var afgjort, svarede Egedal igen og udlignede på et flot langskud, som Runarson i FCN's mål ikke havde en chance for at stoppe.
Se billedegalleri: FCN ude af pokalturneringen
I straffesparkskonkurrencen brændte Emiliano Marcondes det afgørende spark for FC Nordsjælland.
Men de manglende Superliga-spillere i FCN-truppen er ikke et udtryk for, at FC Nordsjælland ikke tog opgaven alvorligt, understreger Ólafur Kristjánsson.
"Vi nedprioriterer overhovedet ikke pokalturneringen, og vi tog den her kamp meget seriøst. Vi var bare ikke dygtige nok i de afgørende situationer. Du skal ikke være i tvivl: Jeg er stiktosset over, at vi ikke vandt den kamp. Men nu skal vi desværre ikke spille flere kampe i pokalturneringen. Vi er ude nu, go det er vi kede af", sagde FCN-træneren til Furesø Avis efter kampen.
Og han havde kun ros til overs for Egedal-spillerne.
"Jeg vil sige tillykke til Egedal. De spillede med hjertet, de havde en god organisation og den helt rigtige indstilling. Vi formåede ikke at nedbryde deres gode organisation", sagde Ólafur Kristjánsson.
FCN-spillerne havde svært ved at finde en grimasse efter kampen, og flere af dem lignede nogle, der havde svært ved at forstå, hvad der var sket.
"De har det selvfølgelig skidt. De er skuffede, men det skal de også være. Det skal vi alle sammen være, og det er vi også. Men nu må vi rejse os igen", siger cheftræneren.