FI-udvalgsformand: Store udfordringer
Per Zeidler varsler benhård prioritering på børneområdet
Der bliver født færre børn i Danmark. I 2013 var der således, ifølge Danmark Statistik, 9.000 færre nyfødte end for fem år siden. En trend, der selvfølgelig nu også slår igennem i Syddjurs, og som tvinger politikerne til skarpere planlægning af de offentlige investeringer på børne- og skoleområdet.
"Tidligere havde jeg den opfattelse, at de børnetal, vi blev præsenteret for, var det rene gætværk, men jeg er efterhånden begyndt at tro mere på demografien," siger formand for Udvalget for Familie og Institutioner (FI-udvalget), Per Zeidler (I).
Sektorplaner revuderes
De generelt faldende børnetal gør det nødvendigt at revurdere de såkaldte sektorplaner for hele børne- og skoleområdet, og der venter os et kæmpestort udredningsarbejde både for de 0-6 årige og for hele skoleområdet.
Syddjurs skal blive bedre til at planlægge og investere i de rigtige områder, mener Per Zeidler.
"Min personlige holdning er, at vi kommer til at tage benhård stilling til, hvor vi skal bruge vores anlægskroner, som der just ikke bliver flere af. Vi skal først og fremmest investere der, hvor vi har bosætning, og ikke gøre det, hvor vi har faldende børnetal eller ikke kan se en udvikling,"
Per Zeidler siger altså, at fremover skal investeringer følge behov og vækst.
Farvel til lighedsprincip
"Det betyder, at vi kommer til at sætte investeringsplaner på skoler på standby og måske lukke instituioner. Min holdning er, at vi ikke længere skal følge et lighedsprincip og investere uden at skele til udvikling."
Byrådet har tidligere fået lavet en gennemgang af alle skolers fysiske tilstand, og den har vist, at Marienhoffskolen i Ryomgård er den som trænger mest til at få nyt tag og nye vinduer i den gamle fløj.
24 mio. til Marienhoff
"Der er lagt op til, at Marienhoffskolen skal have et løft på 24 mio. kroner, og det vil der også være idé i, fordi vi kan se en tydelig udvikling i befolkningstallet i Ryomgård-området, som vi også kan se det i de tre øvrige, kommende letbanebyer: Hornslet, Mørke og Kolind," siger Per Zeidler og understreger kraftigt, at det er hans personlige holdninger, som han her giver udtryk for.
"Jeg vil meget gerne diskutere mine synspunkter med skolerne og borgerne i det hele taget, men jeg vil godt understrege, at jeg bordet rundt i byrådssalen ikke har hørt noget om, at vi skal lukke skoler. Det skal vi ikke, for vi har de skoler, der skal til, når børnetallet igen kommer i opadgående retning om 6-7 år."