Fortsæt til indhold

Syddjurs Kommune bliver helt elektrisk

Syddjurs Kommune har lejet to elbiler som led i et forsøgsprojekt med fremtidsperspektiv

Samfund
Af Martin Schultz

Syddjurs borgmester Claus Wistoft (V) og Norddjurs borgmester Jan Petersen (S) havde forrige tirsdag sat hinanden stævne foran Rådhuset i Grenaa i hver sin kommunale el-bil.
Efter præsentationen af de to spritnye elbiler af mærket Nissan Leaf kørte de to borgmestre en tur i Grenaa og rundede Kattegatcentret, inden de sluttede turen ved Kystvejens Hotel for at deltage i et møde i Djurslands Udviklingsråd med mobilitet og infrastruktur som tema.
Borgmester Claus Wistoft kører til daglig i en VW Touran, men var positivt overrasket over elbilens køreegenskaber.
”Jeg er virkelig overrasket over så meget elbilerne har udviklet sig. Den kører fint, er støjsvag og har en kraftig accelerationsevne. Begrænsningen er i mine øjne, at den maksimalt kan køre 160 km på en opladning,” siger Claus Wistoft, som dog også vil se på kørselsøkonomien, før han vender tommelen op for en større Syddjursinvestering i elbiler.

Brug for ladestandere

Til gengæld tæller klimavenligheden med i regnskabet, for begge Djurslandskommuner har underskrevet EU's borgmesterpagt, hvor kommunerne forpligter sig til at reducere deres CO2 udslip med 20 procent i 2020, målt i udgangspunkt i udledningen i 2009. For at nå disse mål er det vigtigt at sætte fokus på transport, forsyning og forbrug.
Syddjurs Kommune har lejet to elbiler af mærket Nissan Leaf på en to-årig kontrakt. De to elbiler har holdeplads på rådhuset i Ebeltoft.
”Her skal de primært servicere det tekniske område, der har meget kørsel i kommunen til tilsynsopgaver,” siger Claus Wistoft.
Der er etableret ladestandere ved rådhuset i Ebeltoft, og der projekteres også ladestandere i Hornslet.

Skærpe den grønne profil

De to elbiler skal nu køre rundt i Syddjurs som synlige eksempler på kommunens grønne profil og for at udbrede interessen for at køre i elbil.
De to elbiler i Syddjurs bliver nemme at kende i landskabet. Bilerne er nemlig dekoreret med hver sin hyggelige miljøvenlige frise, som er tegnet af Heidi Trine Jensen, medarbejder ved Natur og Vejservice i Syddjurs Kommune, efter en medarbejderkonkurrence.
Ifølge projektleder Thomas Thume Nielsen fra Norddjurs Kommune er elbilen ikke bare en klimamæssig, men også en økonomisk vinder.
”Bilerne er lejet til hver at køre 15.000 km om året. Det sparer 1,5 ton CO2 udslip om året. Prisen for én kørt km er 33 øre i strøm, og bilerne kan give en økonomisk gevinst på 30.000-60.000 kr. om året,” siger Thomas Thume Nielsen.
Elbilerne oplades ved 11 kW standere på offentlig steder, hvor man i løbet af en time kan oplade batteriet til 80 procent af kapaciteten.
“Man kan også oplade en elbil hjemme i privaten. Det kalder vi en “mormoropladning” og her kan batteriet blive opladet på seks timer,” siger Thomas Thume Nielsen.
I Norddjurs Kommune vil man nu lave en såkaldt flåde-analyse, som skal kortlægge kørselsmønstret og økonomien i flåden af godt 120 kommunale biler, for at vurdere den fremtidige brug af elbiler.