Fortsæt til indhold

Aastrup-Hammelev til to afgørende eksaminer i Serie 1

Weekendens 4-2 nederlag til Kristrup sendte Aastrup/Hammelev ned under nedrykningsstregen, og nu venter der holdet to knald-eller-fald kampe

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Aastrup/Hammelev kom skidt fra land i søndagens udekamp mod Kristrup.
Ved pausen var gæsterne således nede med 3-0.
"De var ikke ret gode, men vi var klart dårligere," siger Aastrup/Hammelevs cheftræner Kim Busse, der havde fem nye mand i truppen i forhold til seneste kamp.
Spillere som Andreas Bang, Stig Zacher og Frederik Kjærgaard sad ude med skader.
"Vi brændte to hundrede procents chancer før pausen, og havde vi scoret på dem, havde billedet selvfølgelig set lidt anderledes ud," konstarerer cheftræneren.

Jarsmer på toppen

Efter pausen reducerede Aastrup/Hammelevs bedste spiller, Nicolaj Jarsmer, til 3-1. Jarsmer startede efteråret hos FC Djursland, men er nu gået tilbage til Aastrup/Hammelev.
Hjemmeholdet kom foran 4-1 efter et større forsvarskoks, som gav en Kristrup spiller frit løb mod mål.
Unge Simon S. Andersen reducerede til slutresultatet 4-2.
"I det 86. minut har vi et hovedstød på stolpen, så vi var tæt på yderligere en reducering," fortæller Kim Busse.

"En klar offday for stort set alle vores spillere. Nicolaj Jarsmer og Mathias Fruensgaard spillede over middel, resten under," opsummerer han.

To afgørende runder venter

De to kommende lørdage møder Aastrup/Hammelev henholdsvis Søften GF (hjemme) og Grenaa IF (ude).
"Taber vi de to kampe, er det så godt som sikkert, at vi må en tur ned i Serie 2. Vinder vi, ser det til gengæld godt ud," lyder det realistisk fra Kim Busse.
"Der skulle være gode chancer for, at både Frederik Kjærgaard og Stig Zacher bliver klar, og skal vi ellers ikke skifte for meget ud, så har vi også holdet, der kan vinde over både Søften og Grenaa."