Gentofte Hospital hædret for forskning i verdensklasse
Hospitalet får pris på 1,5 millioner kr. for diabetesforskning
Hidtil uopdagede sammenhænge mellem menneskets tarmsystem og sygdommen diabetes kan få afgørende betydning for diabetespatienters liv.
Det er blandt de markante forskningsresultater fra Center for Diabetesforskning på Gentofte Hospital, som nu får Region Hovedstadens årlige sundhedspris Global Excellence på 1,5 millioner kr.
Center for Diabetesforsknings resultater har været med til at ændre forståelsen af diabetes og peger i retningen af, at også tarmsystemet har stor betydning for vigtige, men hidtil uopdagede aspekter af mekanismerne bag sygdommen.
"Diabetesforskningen har i mange år koncentreret sig om bugspytkirtlen, fordi den producerer insulin. Men vi arbejder mere holistisk og inddrager andre organers betydning for sukkerstofskiftet", siger professor, dr.med Tina Vilsbøll, forskningsleder i Center for Diabetesforskning.