Algerne kan komme trods køligere vejr
Selvom det nu bliver køligere, kan der stadig dannes alger i søerne
Selvom vejret nu skulle slå om til en mere almindelig dansk sommer med knap så høje temperaturer, som vi har oplevet de seneste uger, skal man fortsat været opmærksom på alger i søerne.
Flere gange de seneste uger har Furesøbad lukket for badningen netop på grund af voldsom mængde alger. Det er ikke bare ulækkert at bade i algefyldt vand men også sundhedsskadeligt, idet det kan give udslæt og andre gener.
Netop derfor er formanden for miljø-, plan- og teknikudvalget, John Ingemann Allentoft (K) nu ude og bede borgerne om at være opmærksomme - også selvom vejret de næste uger ikke bliver så varmt som hidtil.
"Furesøbad er et pragtfuldt fritidsområde, som i det fine sommervejr besøges af flere hundreder af gæster. Men desværre betyder det varme vejr og vand, at algevæksten kan blive meget voldsom. Furesø Kommune orienterer løbende om algeforekomsten med både opslag og skiltning i området men også på hjemmesiden", fortæller han.
Små børn er mere udsat
Michael Bay Olsen, bademester ved Furesøbad, opfordrer også gæsterne til at være ekstra opmærksomme.
"Alger er ikke rart, og slet ikke for de helt små børn. Samtidig er det også synd, når børnefamilier er kommet hertil og først her opdager, at badning frarådes. Derfor er det godt at følge med på kommunens hjemmeside", siger han til Furesø Avis.
Følg med i vandkvaliteten i Furesøbad her
"Man skal særligt passe på børnene. De vil reagerer på mindre mængder alger, fordi de er små. Gennem deres leg i vandet vil de være mere udsatte for algerne, så derfor frarådes det at lade børn lege i algefyldt vand - også leg med skumsamlinger i vandkanten kan være farligt", lyder det fra John Ingemann Allentoft.