Fortsæt til indhold

Bilerne helt væk fra Mogensgade?

Gaden i Grenaas bymidte holdes fri for biler fra 13. til 26. oktober

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Norddjurs Kommune lukker som forsøg en del af Mogensgade i Grenas bymidte for bilkørsel fra 13. til 26. oktober 2014.
Forsøget er en del af områdefornyelsen i Grenaa og skal bruges til at undersøge, om der kan pilles ved strømmen af bilister.
Forsøget betyder, at der midlertidigt nedlægges to korttidsparkeringspladser i Mogensgade, men herudover vil parkeringsmulighederne i midtbyen ikke blive påvirket.
"En eventuel lukning af Mogensgade for biler skal undersøges, fordi det i fremtiden vil kunne medvirke til at skabe en sammenhængende plads fra Torvet til Rådhuset," forklarer Maria Nicolaisen, som er Norddjurs Kommunes projektleder på områdefornyelsen i Grenaa.
"I efterårsferien vil der være aktiviteter på pladsen foran rådhuset, og vi ser det som en oplagt mulighed for at undersøge effekten af en bilfri forbindelse mellem pladserne."

Giv jeres mening til kende

"I kommunalbestyrelsen er vi meget optaget af, at Grenaa bymidte skal være et både hyggeligt og dynamisk sted at færdes, og pladserne er helt centrale for byens liv, så nu skal vi afprøve mulighederne for nye funktioner og faciliteter," lyder det fra Else Søjmark,(S) formand for kultur- og udviklingsudvalget.
"Før vi tager de endelige beslutninger om permanente forandringer, er det vigtigt, at byens borgere og erhvervsdrivende hjælper os godt på vej med deres kommentarer, så vi kan finde frem til gode og langtidsholdbare løsninger," siger udvalgsformanden.

ShopiCity positive

Bilfri Mogensgade er blevet drøftet med ShopiCity Grenaa forud for forsøget.
Formand for ShopiCity Grenaa Carsten Thygesen siger:
"Dette forsøg giver en rigtig god mulighed for at se ideen med at skabe sammenhæng op mod kirken og et mere trygt torv. Et trygt og aktivt torv hvor alle aldre kan færdes uden biler. Vi har planlagt mange aktiviteter i efterårsferien også på rådhuspladsen. Så her vil vi kunne få en fornemmelse af, hvordan det vil være uden biler og trafik. Vi er meget positive over for forsøget, og vi glæder os meget til at evaluere på det efterfølgende."