Hjulmand debuterer i Bundesligaen den 27. juni
Kasper Hjulmand er allerede godt i gang med at sammensætte Mainz-mandskabet til næste sæson. Han har første træningsdag den 23. juni og står for første gang i spidsen for holdet i en træningskamp fire dage senere
Om godt en måned begynder Kasper Hjulmands nye eventyr i Bundesliga-klubben Mainz officielt.
I følge Allgemeine Zeitung har han kaldt sin nye spillertrup sammen til træning første gang mandag den 23. juni, hvorefter han og holdet allerede den 27. juni spiller den første træningskamp frem mod den første Europa League-kvalifikationskamp den 31. juli. Derefter følger træningskampe den 28. juni og den 4. og 5. juli.
Modstanderen i de træningskampene er endnu ukendte, ligesom modstanderen i EL-kvalen i øvrigt først bliver fundet ved lodtrækning den 18. juli.
Den danske træner er dog allerede godt i gang med arbejdet med Mainz-holdet, hvor han sammen med sportsdirektør Christian Heidel skal finde ud af, hvilke spillere de skal hente til holdet. Øverst på prioritetslisten står en højre back, der skal erstatte den tidligere FCK'er Zdenek Pospech. Og så ventes det også, at Mainz vil hente en spiller til offensiven, der muligvis må vinke farvel til Eric Maxim Choupo-Moting, der har kontraktudløb, er ønsket af andre klubber og kan vise sig frem med Cameroun ved VM i Brasilien.
Mainz blev i den forgangne sæson nummer syv i Bundesligaen, hvorefter træner Thomas Tuchel forlod sit trænersæde, hvilket banede vejen for Kasper Hjulmand.