Fortsæt til indhold

Minister i brechen for forsamlingshusene

Kommunerne skal fremover kunne støtte den fulde renovering af forsamlingshusene mod i dag en fjerdedel

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Med ny byfornyelseslov vil minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen (S) give kommunerne mulighed for at støtte den fulde renovering af forsamlingshusene i de små samfund.
I dag kan kommunerne kun støtte en fjerdedel af udgifterne og samtidig bliver det trukket fra støtten, hvis man selv har samlet penge ind. Derfor foreslår ministeren i et nyt lovforslag, at kommunalbestyrelsen i særlige tilfælde kan yde støtte til samtlige støtteberettigede udgifter ved et forsamlingshus.

Pas på fællesskaber

"Det er netop de stærke fællesskaber, som er med til at gøre landsbyen attraktiv, ikke mindst for bosætning. Forsamlingshuse og andre fælleshuse spiller en stor rolle, og derfor lægger jeg op til, at der med den nye byfornyelseslov skal være endnu bedre mulighed for at støtte istandsættelsen," siger Carsten Hansen.
Formand for landsbyerne i Danmark Carsten Abild glæder sig over udspillet.
"Vi skal passe på vores fælles mødesteder i de små landsbyer, og det her er et skridt i den rigtige retning. Jeg vil opfordre kommunerne til at benytte de nye muligheder, som loven giver," siger han.

63 huse på Djursland

I Syddjurs Kommune er der 33 forsamlingshuse spredt rundt om i kommunen. I Norddjurs Kommune findes 30 forsamlingshuse.

Forsamlingshusene støttes af Norddjurs Kommune ved tilskud til forbedringer og vedligeholdelsesarbejder.

I 2014 blev lød den samlede pulje på 113.000 kroner, som alle 30 forsamlinghuse har fået del i.