Fortsæt til indhold

Patient i isolation i nat

Samfund
Jacob Nielsen

Natten til fredag modtog Hvidovre Hospital en patient, som man havde mistanke om var smittet med den frygtede sygdom ebola.
"Patienten kom ind med feber og havde rejst i områder af Afrika, hvor der er ebola," fortæller ledende overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling, Bjarne Ørskov Lindhardt.
Da patienten ankom gik højisolationsproceduren i gang, og der blev taget prøver, som blev sendt til Serum Instituttet. Fire timer senere kunne personalet på afdelingen heldigvis afblæse alarmen, og konstatere at ebola-prøverne var negative.
"Det forløb fuldstændig rutinemæssigt. Det er den første patient, vi har haft indlagt med mistanke om ebola. Vi har fået vist, at systemet fungerer, og vi fik mistanken afkræftet efter 4 ½ timer," siger Bjarne Ørskov Lindhardt, som understreger, at der ikke er grund til bekymring – heller ikke hvis der på et senere tidspunkt skulle komme en patient, som er positiv.
"Vores beredskab er altid på plads, det skal det være. Vores ansatte og patienter behøver ikke bekymre sig om risikoen for ebola. Selvom vi skulle få ebolapatienter, er det ikke farligt for dem at gå på arbejde eller være indlagt." siger Bjarne Ørskov Lindhardt.