Fortsæt til indhold

Du kan skifte læge uden at skulle have pungen frem

Efter måneders virvar ser det ud til, at der nu kommer helt styr på lægesituationen i Kolind

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Læge Henrik Engberg Schjørring, Ryomgård, åbner ny praksis i Kolind 13. oktober i den tidligere lægeklinik på Fasanvej 5, som Lokalavisen kunne fortælle i sidste uge.
Dengang var det endnu uvist, om borgere som hidtil har været tilmeldt den langtidssygemeldte læge Niels Witt, kunne skifte læge uden at skulle betale et gebyr.
Det har Region Midtjylland efter et møde i Samarbejdsudvalget for almen praksis, der både består af politikere og læger, besluttet at sige ja til.

Gør det på borger.dk

De af Niels Witts tidligere patienter, som ønsker at skifte læge kan gøre det på borger.dk ved at logge ind med deres NemId og se hvilke klinikker, der har åbent for tilgang af patienter.
Det er også muligt at kontakte Borgerservice i bopælskommunen.
Børn under 15 år følger forældrenes lægevalg.
I et brev til samtlige Niels Witts patienter oplyser Praksisadministrationen ved Region Midtjylland, at alle journaler i løbet af denne uge vil blive overdraget til Embedslægerne.
"Hvis du foretager lægeskift, vil din ny læge, med dit samtykke, kunne rekvirere din journal ved Embedslægen," oplyses det i brevet.
De manglende journaler har hidtil været et problem, når borgere, som har været tilmeldt hos Niels Witt, har haft behov for lægehjælp hos de andre lokale læger, der har taget over, mens lægesituationen i Kolind har været uafklaret.
Regionen har lavet aftale med Lægehuset Ryomgård, læge Jane Sindal i Nimtofte og Lægehuset i Trustrup, at de fortsat dækker ind frem til 13. oktober.
Derefter er Henrik Engberg Schjørring parat til at supplere.