Sådan kører du Formel 1

”Ja, Formel 1-bilen her er jo en Lola fra 1997. Den har en 4,0-liters V8-motor med cirka 600 hk. Og bilen selv vejer også omkring 600 – så vi er tæt på de magiske 1:1. Lige om lidt kravler jeg så ned i den – og så bliver det jo lidt dårligere…”
Sådan forklarer John Nielsen, Danmarks første vinder på Le Mans, manden, der i midten af 1980’erne dominerede klassen lige under Formel 1. Super-John er ved at varme sig selv op til at komme tilbage i en Formel 1-racer. Her en Lola-Zytek, som han skal køre på banen Padborg Park. Dagens opgave: At indvi os i hvor farten i en F1 gemmer sig.
”Lolaen her har en 6-trins sekventiel gearkasse med skift på rattet – altså præcist som Formel 1-biler i dag. Man skal altså skifte fra gear til gear – som man kender det på en motorcykel. Og hver enkelt gear hakker lige så hurtigt ind i det næste gear.”
”Med forholdet mellem motorens effekt og bilens vægt på 1:1 er Formel 1’eren jo hurtig. 0-100 km/t på cirka to sekunder. Men det er 300 km/t-0, der er rigtig spændende: Bare 30 meter. Husk på, at gode gadebiler klarer 100 km/t-0 på et pænt stykke over 30 meter. I en F1 er det fra 300 til 0 på 30 meter. Det betyder, at en Formel 1-bil kan bremse med op til 5 G. Det er derfor, kørerne bliver udsat for så voldsom belastning på kroppen – og på nakken,” forklarer John Nielsen.
John Nielsen ligner en mand, der ikke har lyst til mere snak – men til at komme ud og køre. Men det er jo ikke sådan lige.

Rattet er lige til at knappe af

”Prøv at kigge ned i siddebrønden. Man kan slet ikke komme derned – i hvert fald ikke uden man knapper rattet af. Så når man skal ned i en Formel 1-racer, starter man med at tage rattet af. Derefter kravler man op og sætter benene på sædet – og sørger for ikke at have snavsede køresko. Dernæst tager man fat med en hånd på hver side af siddebrønden, sænker sig ned og lader så benene slide ind i tunnelen under rattet.”
”Glider helt ned og sætter så rattet på igen. Det er en klaustrofobisk oplevelse for mange, når de prøver det for første gang. Men det er altså en formelkørers arbejdsplads,” konstaterer Nielsen.
Padborg Parks og dermed Lolaens ejer, Tom Pedersen og et hold af hjælpere får bakset Danmarks første Le Mans-vinder ned i bilen. Får spændt selen og startet V8-motoren. Alt lyder rigtigt. Ind med første gear og John triller ud på banen. Omgang et: Prøver lige alting af. Bremse. Gas. Rat. Gear. Omgang to: God fart. Omgang tre og frem: Lola-musikken spiller de høje toner.
Rundt regner ti Lola-omgange senere. For billedernes skyld bliver Le Mans-John og nu næsten Formel 1-John siddende i bilen for at fortælle videre.
"Hvad jeg tænker på, når jeg kører i en Formel 1?”
”Det er forskelligt afhængigt af hvor på banen, jeg er. Ned ad langsiden tænker jeg på næste bremsepunkt. Som for eksempel på Monza i Italien, den hurtigste bane. På den ene langside når bilerne op i nærheden af 375 km/t. Så altså: Der skal altså bremses fra 375 til lige godt og vel 40 km/t.”
”Så her, her tænker jeg på bremsepunktet. Hvor sent tør jeg bremse?”
”Efter bremsningen kommer svinget. Her tænker jeg på det helt præcise indstyringspunkt, og hvor stor fart jeg kan køre ind i svinget med. Så høj fart som absolut muligt.”
”Svinget skal jo køres på ideallinjen, der er den teoretisk hurtigste linje gennem et sving. Lad os forestille os, at jeg skal køre gennem et venstresving. Det angriber jeg så ude fra højre side af banen. Derefter skærer jeg svinget og trækker helt ind til venstre. På vej ud lader jeg så bilen blive bred igen og slutter svinget helt ude til højre. Det er teorien. I praksis er det altså:”
”Under løb er det så med speederen i bund hen mod næste sving. Lige i absolut sidste øjeblik er bremsningen så slut, og igen i absolut sidste øjeblik styrer jeg ind. Og godt inde i svinget gælder det så om at give gas lige i det øjeblik, dækkene kan få fast. Hele tiden lige i det optimale øjeblik. Inde i svinget skal man ikke lige vente – for så er der en den, der er kørt udenom.”
”Dét er kunsten. Og der bevæger man sig helt tiden i en Formel 1-racer – også i en almindelig racer i øvrigt, men det er mere ekstremt i en F1.”

Én og kun én omgang hjulspin

Et af et Formel 1-løbs sande øjeblikke er jo selve starten. Hvordan opnår man den optimale start, John?
”I en Formel 1 har vi jo den absolutte racermotor. Og med den får man den ekstreme eller den rigtige start ved med speederen at ramme det antal omdrejninger, hvor motoren har sit maksimale drejningsmoment og i præcist det øjeblik, der er grønt, at slippe koblingen. Dét er det afgørende øjeblik”.
”Starten er helt korrekt, når baghjulene lige spinder én omgang på asfalten og BANG - så farer bilen af sted. Hvis man gi’r for mange omdrejninger, spinder dækkene, og der kommer måske ligefrem røg fra dækkene. Og får man for få omdrejninger, så går motoren i stå. I begge tilfælde farer de andre fordi.”
”Men John, hvordan er det så at køre en Formel 1-racer?”
”Jamen, at køre en Formel 1-racer – så er du ét med maskinen. Det højre forhjul er mit højre ben, det venstre baghjul er min venstre skulder. Man er ét med bilen og kroppen bevæger sig i et med bilen. Og når så alt passer sammen. Når bilen lige hænger præcis på én mm asfalt – så er det en oplevelse, en fornemmelse, der er ubeskrivelig. Det er en tilfredshedsfølelse - det er et øjebliks lykke. Det er sådan det er at køre en Formel 1-bil.”