Fortsæt til indhold

Fire djurslandske turistvirksomheder indstillet til TurismeVÆKSTpris 2014

Fregatten Jylland & Landbrugsmuseet, Dronningens Ferieby og Glasmuseet Ebeltoft er blandt de 33 kandidater til regionens turismepris

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

33 turismevirksomheder i Midtdjylland har i det forgange år gjort det så godt, at de er blevet vejet og fundet tunge nok til at være med i kampen om regionens TurismeVÆKSTpris 2014, der uddeles 4. november.
Blandt de 33 er fire fra Djursland: Fregatten Jylland & Landbrugsmuseet, der er indstillet i forening for deres fælles tema om krigen i 1864, samt Dronningens Ferieby i Grenaa og Glasmuseet Ebeltoft.
Prisen er tredelt – en hovedpris, der ledsages af 75.000 kroner og en bronzeskulptur af en glad turist, samt to temapriser, der hver følges af 25.000 kroner. I år vil temapriserne belønne "dels et unikt servicetiltag, hvor gæsteoplevelsen er i centrum, og dels en fokuseret målgruppesatsning."
Region Midtjylland præsenterede TurismeVÆKSTprisen i 2012 for at inspirere og motivere hele turismeerhvervet til at øge fokus på vækst og internationalisering.
I år uddeles den således for tredje gang. Det sker 4. november på Golf Hotel Viborg i samarbejde med Midtjysk Turisme, der denne dag har samlet en stor gruppe turismeaktører til den årlige Turismekonference.
I 2013 løb Djurs Sommerland med hovedprisen, mens samarbejdsprojektet ”Living Home – Danish Design On Tour” blev belønnet med en temapris for internationalt salg og markedsføring.Derudover fik netværket Cruise with Aarhus en temapris for værdikædesamarbejde i turismen.

Fregatten Jylland & Landbrugsmuseet - 1864 tema
Dronningens Ferieby
Glasmuseet Ebeltoft