Skatteflertal hjemme i Syddjurs
Et flertal bestående af SF, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Enhedslisten stemmer ved onsdagens 2. behandling af næste års budget en skattestigning på 0,2 procentpoint fra årsskiftet hjem
Hvis ikke, der sker noget helt uforudset, skal borgerne i Syddjurs fra næste år betale lidt mere i skat.
Et politisk flertal på 14 (SF, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Enhedslisten) er enige om at hæve den proportionale kommuneskat fra 25,7 procent til 25,9 procent.
Skattestigningen stemmer byrådet om i forbindelse med 2. behandlingen af næste års budget, men det sker ved en separat afstemining i byrådssalen.
Borgmester Claus Wistoft (V), der ikke er tilhænger af en skatteforhøjelse, har formået at overbevise sit budgetflertal på 26 (minus løsgænger Anette Quist Busk, der ikke har deltaget i budgetforhandlingerne) om, at en skattestigning ikke var et budgettema, og derfor ikke var en del af forhandlingerne.
Den købte alle øvrige omkring forhandlingsbordet. Meget overraskende i betragtning af, at flere af deltagerne har slået hårdt på i forhandlingsforløbet, at et budget stemmer man samlet op - uanset om man er ovenud begejstret for alle dele af det.
Den beskedne skattestigning vil tilføre Syddjurs cirka 11,7 millioner kroner mere på indtægtssiden.