Fortsæt til indhold

Ta´ med Bodil til Nepal

Kirkesanger Bodil Villadsen, Grenaa, fortæller og viser billeder fra sit besøg fra en helt særlig landsby i det sydlige Nepal efter søndagens gudstjeneste i Kolind Kirke

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

I april 2014 var Bodil Villadsen, Grenå, med som en af de syv første turister i en afsides liggende landsby i det sydlige Nepal.
I landsbyen Kantipur har "årets Østjyde" Lone Petersen startet et projekt på initiativ af landsbyboerne selv. I løbet af 5 år har landsbyen fået opgraderet skole og sundhedsvæsen plus dyrlæge, samt fået det reneste drikkevand i Nepal via solenergi - Grundfoss har sponsoreret.
I Kantipur vil beboerne gøre alt for at bevare deres egen identitet samtidig med udvikling af bedre vilkår.
Derfor har landsbyen også ønsket et første besøg af turister, der blev indlogeret i private hjem (lerhytter) og deltog i det daglige arbejde, således at man forhåbentlig kan undgå bagsiden af turisme.

Fred og fordragelighed

"For eksempel bragte vi alt ikke brændbart affald med os tilbage til storbyen. I Kantipur findes ikke den slags affald, lige som der ikke er biler eller TV," fortæller Bodil Villadsen, der var indlogeret hos Phullmayer og Dilak. De - og deres henholdsvis bror og søn i nabohusene - var de eneste kristne i Kantipur. De øvrige indbyggere er hinduer eller buddhister.
"I disse religionskrigsfulde tider, er det nok værd at nævne, at alle trosretninger her lever i fred og med respekt for hinanden," siger Bodil Villadsen, der er kirkesanger i Grenaa.
Hun fortæller om opholdet og viser billeder fra Nepal ved søndagens fælles efterårsmøde for Kolind, Ebdrup og Skarresø sogne efter gudstjenesten i Kolind Kirke på søndag klokken 14.