Fortsæt til indhold

Forkert person kom i byrådet

Enhedslisten valgte at tie med at den forkerte kandidat kom ind i kommunalbestyrelsen

Samfund
Anette Bonde

19. november 2013. Valgnat, spændte kandidater følger stemmetallene på tv-skærmen, optælling. I Norddjurs får Enhedslisten stemmer nok til at få to af sine kandidater ind i kommunalbestyrelsen.

Ingen nævner fejlen

Projektørlyset rammer de to, der har fået flest stemmer, nemlig spidskandidaten Ulf Harbo og Helle Plougmann. Ingen nævner, at der er ved at blive begået en fejl. Heller ikke andre gør opmærksom på fejlen, og Helle Plougmann har nu siden 1. januar i princippet siddet på en andens plads i kommunalbestyrelsen.
Sagen er, at Enhedslisten havde listeopstilling ved kommunalvalget. Det betyder, at det ikke er de personlige stemmetal, der afgør, hvem der kommer ind, men alene den rækkefølge, partiet har valgt at opstille sine kandidater i. Derfor skulle det retteligt have været Inky Remy, der blev Enhedslistens andet medlem i kommunalbestyrelsen.
Enhedslisten valgte at vente otte måneder med at klage over fejlen, og sagen har nu i to måneder været til behandling i Økonomi- og Indenrigsministeriet. Her er man kommet til den konklusion, at det er op til valgbestyrelsen i Norddjurs Kommune at træffe en afgørelse. Her er borgmester Jan Petersen formand.

“Undrede sig”

Ulf Harbo mener ikke, det er kritisabelt, at Enhedslisten først klager efter otte måneder. Han mener, at ansvaret ligger hos valgbestyrelsen.
“Vi er et nyt parti, der aldrig har været med i kommunalbestyrelsen før. Vi undrede os på valgnatten, men tænkte ikke videre over det, og selv fik jeg jo travlt derhjemme med personlige ting og med konstitueringen. Jeg så det ikke som mit ansvar, det er valgbestyrelsens. Vi havde indleveret en korrekt kandidatliste, hvor der står at vi er partiopstillet.”
Ulf Harbo fortæller, at sagen først tog fart på de indre linjer i august, da Helle Plougmann meldte sig ud af Enhedslisten og blev løsgænger. Selv agtede han ikke at gøre noget ved det, men andre i partiet begyndte at undersøge, hvad der står i valgloven, og derfor blev fejlen opdaget.

Bliver Helle vikar for Ulf?

Lidt ironisk, og meget hypotetisk, kan Helle Plougmann gå hen og blive hans vikar i kommunalbestyrelsen, når han 22. oktober går på barselsorlov. Det er under forudsætning af, at afgørelsen er faldet ud, så hun må udtræde af kommunalbestyrelsen og Enhedslistens nummer to indtager hendes plads. Nummer tre på listen er nemlig for syg til at indtræde, og så vil det blive fireren Helle Plougmann.
Ulf Harbo har tidligere holdt orlov fra kommunalbestyrelsen. Dengang var det Birgitte Poulsen, der var hans vikar, men også her skulle det retteligt have været en anden jfr. Enhedslistens opstillingsform. Det vil sige, at Birgitte Poulsen fejlagtigt indtrådte på baggrund af de personlige stemmetal.