Fortsæt til indhold

Louise fra Allerød med i 'Klar, parat, sy!'

Nyt program får premiere på TV 2 FRI torsdag 9. oktober

Samfund
Af Michael Braunstein

Når TV 2 FRI torsdag 9. oktober kl. 20.40 har premiere på den nye programserie 'Klar, parat, sy!', vil 31-årige Louise fra Allerød være blandt de medvirkende.

I 'Klar, parat, sy!' kæmper ti passionerede deltagere fra hele Danmark gennem otte programmer om at blive den bedste indenfor deres hobby, som er at sy.

Programformatet stammer fra BBC i England, hvor det kører under titlen 'The Great British Sewing Bee'. Man kan sige, at det er en slags 'Den store bagedyst', bare med symaskiner.

Louise fra Allerød er hjemmegående, gift og mor til fire piger. Hun har syet i syv år, idet hun blev inspireret af en veninde. Louise syer mest til sine børn. Drømmen er dog at kunne leve af egne kreationer – og at hendes piger vil have hende til at sy deres konfirmationskjoler, når den tid kommer.

Vært i 'Klar, parat, sy!'er Lene Beier, mens designerne Jesper Høvring og Jette With er dommerne, der skal finde Danmarks bedste amatørskrædder.

"Danskerne er kreative, iderige og elsker at skabe noget selv, og vi ved, at der findes mange dygtige amatørskræddere ude i landet. Nu skal vi finde den bedste ud af vores ti deltagere, og med 'Klar, parat, sy!' får vi både lov til at se, hvad de kan, og blive inspireret til selv at komme i gang med symaskinen. Det bliver både sjovt og hårdt for vores ti deltagere, når de skal vise, hvad de duer til, og ikke mindst, når de skal bedømmes af vores dygtige og kompetente dommere," siger TV 2 FRI-redaktør Micha Barken-Fuglede.

I 'Klar, parat, sy!' vil deltagerne i hvert program få to udfordringer - en kreativ og en teknisk. De to dommere bedømmer de færdige produkter og beslutter, hvilke af deltagerne der har klaret opgaverne bedst - og hvem der må forlade symaskinen og dermed programmet.

Jesper Høvring er på rekordtid blevet de kendte og kongeliges foretrukne designer, når det kommer til couture-kjoler, mens den bramfrie beklædningsdesigner Jette With, som har undervist i 45 år på Danmarks Designskole, kender den danske og internationale modebranche ud og ind.

Louise fra Allerød har syet i syv år. Hun syer mest til sine børn. Foto: Sille Serup/TV 2 FRI.