Fortsæt til indhold

Sognepræst har takket af i Ebeltoft

Kun godt 14 måneder som sognepræst i Ebeltoft-Dråby-Handrup sogn blev det til for Annette Vinter Hedensted

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

”Alting har en tid” – og for mig er tiden her i Ebeltoft-Dråby-Handrup sogn nu til ende," indleder Annette Vinter Hedensted, 49, sin farvelhilsen i det kommende nummer af det lokale kirkeblad, Kirkenyt.
Blot 14 og en halv måned blev det til som sognepræst ved Ebeltoft-Dråby-Handrup kirker.
Ved det kommende månedsskifte tiltræder Annette Vinter Hedensted som ny hospitalspræst i Horsens.
"Jeg starter som hospitalspræst i Horsens 1. november 2014, og 1. marts i det nye år skal jeg også være med til at åbne nyt hospice i Brædstrup," fortæller Annette Vinter Hedensted, der straks lagde billet ind på stillingen, da hun så jobopslaget.
Hun er ansat på trekvarttid som hospitalspræst, mens de resterende timer kommer til at foregå på det kommende Hospice Gudenå i Brædstrup.

22 år i Åbenrå

Annette Vinter Hedensted kom til Ebeltoft med masser af erfaring fra 22 foregående år som præst i Aabenraa. Herunder i en årrække som præst på byens sygehus.

Hun er endvidere videreuddannet i sjælesorg fra Præstehøjskolen og har taget et to-årigt forløb i gestaltterapi ved teolog og psykoterapeut Bent Falk samt en to-årig efteruddannelse i sorg, tab, traume og forandring under Aarhus Universitetshospital.

Stammer fra Horsens

Annette Vinter Hedensted er oprindelig født i Horsens og tog sin studentereksamen i Odder.
Herefter læste hun teologi på Aarhus Universitet og færdiggjorde studiet i 1990.

Gud med hele vejen

"Religion er det, mennesket gør med sin ensomhed," har Annette Vinter Hedensted gjort til en slags programerklæring for sit virke, inspireret af den amerikanske eksistenspsykolog, Irvin Yalom.
"Vi fødes alene, og vi dør alene - selv om der er nok så mange hænder, der holder, og ensomheden er så svært et grundvilkår, at vi er nødt til at vide, at Gud går med hele vejen."