Ole Bornedal forklarer sig i Aarhus
Danmarks mest omtalte filminstruktør, der i øjeblikket trækker mange overskrifter, kommer til Aarhus
Mandag 10. november inviterer FOF Aarhus Danmarks lige nu mest omtalte filminstruktør Ole Bornedal til at fortælle – ikke kun om 1864, der i disse dage hviler på alles læber – men også generelt om filmkunsten – og om processen fra ide via manuskript til film.
Bornedal tager tilhørerne med på en rejse gennem sine film »Nattevagten«, »Vikaren« og »Jeg er Dina«, og fortæller om arbejdet med stjernerne i Hollywood, for til slut at vende hjem igen – tilbage til 1864. Det er en fortælling ikke blot om Bornedals egen lidenskab og passion for filmkunsten, men også om filmenes karakterer, der begejstres over livet på trods af krige og dæmoner.
For Ole Bornedal handler tv-serien 1864 netop ikke kun om det skæbnesvangre, blodige år 1864 og en tragisk begivenhed, men om påmindelsen om at leve, før også vi kradser af, som han beskriver det i et interview. Så til trods for en ubegribelig tragedie, smertefuld krig og død, så skal livet værdsættes og leves fuldt ud, når vi gør det - 'det skylder vi de døde', som Bornedal flere gange har udtalt.
Meningerne er mange om denne tv-serie, og en ting er i hvert fald sikker, og det er, at serien allerede har formået at skabe debat og trække store overskrifter i alle dagblade. 1864 er pludselig igen helt aktuelt samtalestof på arbejdspladser og rundt omkring i de danske hjem.
Foredraget er arrangeret af FOF Aarhus og finder sted 10. november klokken 19 på Katedralskolen. Det koster 195 kroner.
Læs mere på www.fof-aarhus.dk