Fortsæt til indhold

Nørre Djurs HK vendte tilbage til Jyllandsserien med storsejr

Med rutinerede Morten Pedersen som spilstyrer ristede Nørre Djurs HKs håndboldherrer HF Mariagerfjord Håndbold i sæsondebuten

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

"En stille dag på kontoret i Hobro Idrætscenter," lyder indgangsreplikken fra Nørre Djurs HKs holdleder Jakob Lunøe efter søndagens 27-20 (15-8) sejr over HF Mariagerfjord Håndbold i udekampen i Jyllandsserien for Herrer.
Gæsterne kom tromlende fra start med afsæt i det tempo, som holdet har skullet matche fra tiden i 3. division.
Det resulterede i en føring på 5-0 efter otte minutters spil, før hjemmeholdet første gang fik passeret Nørre Djurs HKs keeper Kasper Hansen, der stod samtlige 60 minutter.
Hans målmandskollega, nyerhvervelsen Jens Olsen (tidligere Aastrup/Hammelev-Grenaa), var ikke med grundet arbejdet, så U18-målmanden Nicklas Bertel agerede back-up.
Dennis "Søvnig" Johansen, mere eller mindre fast mand på målmandsposten de seneste 3-4 sæsoner, har valgt at skifte til Kolind-Perstrup i Serie 1.

Simon Østergaard i topform

Gæsterne førte 15-8 ved pausen, blandt andet på tre mål af unge Kenneth Hougaard, der i mangel af en venstrehåndet spiller på højrefløjen måtte spille på denne position.
"Det gjorde Kenneth glimrende," roser Jakob Lunøe, der også så en Simon Østergaard på højre back bekræfte, at han er i topform.
"Simon Ø. byder virkelig ind i år og har været stærkt spillende i træningskampene, hvor han har scoret fra 6 til 10 mål i hver kamp," fortæller Lunøe.
Simon Østergaard klappede otte rene mål ind søndag.
Han kan nu lukrere på at have fået selskab af brødrene Pedersen, lillebror Henrik og storbror Morten (kommet fra Aastrup/Hammelev-Grenaa) i bagkæden. Alle tre spillere kan byde ind med høj fart, og Morten Pedersen er en meget rutineret herre som magter at iscenesætte et hold.
"Morten Pedersen nyder stor respekt, både som kammerat og som spiller. Han er virkelig dygtig til at styre vores angrebsspil, og sammenspillet med lillebroderen fungerer på et niveau, så man skulle tro, at de havde spillet sammen altid," siger Jakob Lunøe.

Legede det sidste kvarter

Nørre Djurs HK førte 15-8 ved pausen og var efter 45 minutter foran med 23-13, før der gik lidt legesyge i tingene.
"Det er unge gutter, som gerne vil lege, når der er plads til det, og det er vel okay," funderer den rutinerede holdleder.
Nørre Djurs HK havde 11 markspillere og to målmænd med til opgøret.
Kasper Hansen - Kenneth Hougaard, Simon Østergaard, Morten Pedersen, Henrik Pedersen, Martin "Bondemanden" Jensen og Rasmus Bording udgjorde startformationen.
Målmand Nicklas Bertel samt markspillerne Simon Zacher og Anders Glerup blev ikke benyttet.
Benjamin Johansen og Rasmus Bording vikarierede for hinanden på stregen, mens unge Frederik Lyng, tilbage i Nørre Djurs HK efter en kort afstikker til Trustrup/Ålsrode, bidrog til bagkæden.
Nørre Djurs HK var uden veteranerne Mikkel Eriksen (langtidsskadet), Kenneth Kristensen og René Høyer. Sidstnævnte har trænet lidt, mens Kenneth Kristensen endnu ikke har været i gang. Det har superveteranen Lars Jakobsen heller ikke, og det samme gælder den unge fløjspiller David Bundgaard, der spillede med i det meste af sidste sæson i 3. division.