Fortsæt til indhold

Nøgleposition til Leif Lahn

Samfund
Af Lars Norman Thomsen, redaktør:

Det lokale folketingsmedlem Leif Lahn Jensen, Grenaa, ser ud til at få en nøgleposition i Socialdemokratiet med mindre end et år til næste folketingsvalg.
I weekenden kom det frem, at den tidligere havnearbejder og tillidsmand på Aarhus Havn er udset til at skulle afløse veteranen Henrik Dam Kristensen som ny gruppeformand for det hårdtprøvede parti. Gruppeformandsposten er blevet ledig efter, at Karen Hækkerup i sidste uge droppede Justitsministeriet og politik for altid for at blive administrerende direktør hos interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer. Det tvang statsministeren til at flytte Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen over i Justitsministeriet og Henrik Dam Kristensen over i Beskæftigelsesministeriet. Leif Lahn Jensen, nuværende arbejdsmarkedspolitisk ordfører, vil ikke bekræfte sit formandsvalg, fordi den socialdemokratiske folketingsgruppe først mødes efter efterårsferien, men der er ingen tvivl om, at det lokale folketingsmedlem efterhånden har tiltvunget sig en position i Socialdemokratiet, fordi han har røgtet hvervet som arbejdsmarkedspolitisk ordfører i stormfulde tider til toppen i partiets fulde tilfredshed.
Leif Lahn Jensen blev valgt ind i Folketinget i 2007 efter en kort kommunalpolitisk karriere i Norddjurs som afløser for nuværende Norddjurs borgmester Jan Petersen. Han blev ikke levnet mange chancer for at komme til Christiansborg, men han gjorde alle pessimistiske forhåndsudgydelser til skamme. Mange i partiet ser den tidligere havnearbejder som et godt bud på en socialdemokrat som - i modsætning til en af partiets mange mandariner - kan tage kampen op for alvor mod "Socialdemokratiets arvtagere", Dansk Folkeparti. Leif Lahn Jensen har tidligere gjort det, både lokalt og landspolitisk. Han har også flere gange rost Dansk Folkeparti for at være knalddygtige til at tale til vælgerne i øjenhøjde og ikke negligere de problemer som den såkaldt almindelige dansker møder i hverdagen.
Leif Lahn Jensen mestrer på samme måde den direkte snak med Hr. og Fru Jensen uden, at samtalen bliver påtaget og falsk. Han kalder en spade for en spade, og hvad han eventuelt mangler i teoretisk viden, kompenserer han så rigeligt for med sine andre dyder.
Han er et godt eksempel på: 'at vide, hvad man ikke ved, er også en slags alvidenhed'.
Et presset Socialdemokrati har nu i høj grad brug for en mand, der taler samme sprog som Dansk Folkeparti, men repræsenterer andre holdninger, for at genvinde lidt af det tabte fodfæste frem mod det kommende Folketingsvalg. Klarer Leif Lahn Jensen opgaven, og han kan umuligt gøre det ringere end forgængeren, åbner der sig lige pludselig større opgaver for havnearbejderen fra Grenaa i det fortsat hierakisk opbyggede og topstyrede Socialdemokrati.