Norddjurs lapper flere huller end Syddjurs
De kommunale anlægsinvesteringer er højere i Nord end i Syd
Mens Norddjurs Kommune i perioden 2011-13 i gennemsnit brugte 3.655 kroner pr. indbygger på at lappe huller i vejene og sætte nye vinduer i børnehaverne, så brugte Syddjurs Kommune tilsvarende kun 1.986 kroner.
Kommunerne har gennemsnitlig over de seneste tre år investeret 3.105 kroner i bygninger og infrastruktur pr. indbygger
Det viser en ny analyse fra Dansk Byggeri.
Læsø topper
I 2013 investerede kommunerne knap 16,8 milliarder kroner i bygninger og anlæg. Det er 1,2 milliarder kroner mindre end i 2012.
Lille Læsø toppede med 7.739 kroner per indbygger, mens Guldborgsund på Lolland-Falster på jumbopladsen kun brugte 1.366 kroner på den samme konto.
Rettidig omhu betaler sig
Dansk Byggeri henviser i analysen til en rapport fra Cowi, der viser, at for hvert år en kommune undlader at investere en million kroner på at vedligeholde vores veje, koster det samfundet fem millioner kroner.
"Et lavt investeringsniveau kan skyldes, at kommunen har udvist rettidig omhu og løbende har vedligeholdt bygninger og veje, men det kan også være fordi, at kommunen sparer på området. En køretur rundt i kommunen vil hurtigt afsløre, om bygningerne ser slidte ud, og om der er mange huller i vejene," siger chefkonsulent i Dansk Byggeri, Andreas Fernstrøm.
"De kommuner, som sørger for at vedligeholde deres skoler, børnehaver og idrætshaller, så de lever op til de forventninger, vi i dag har til indeklima, toiletforhold og så videre, er mere attraktive for både nuværende og nye borgere og virksomheder. Kort sagt har en velholdt kommune bedre muligheder for at tiltrække flere skatteindtægter til kommunekassen," siger Andreas Fernstrøm.
Kommunernes midler til investering i bygninger og infrastruktur er begrænset af Finansministeriets og Kommunernes Landsforeningss fællesaftalte anlægsloft, som sætter en grænse for hvor meget kommunerne tilsammen må bruge på bygge- og anlægsopgaver.
Fakta:
Kommunale investeringer i bygge- og anlæg 2011- 2013 kroner pr. indbygger
- Århus 4.656
- Norddjurs 3.655
- Samsø 3.165
- Horsens 2.821
- Favrskov 2.291
- Randers 2.188
- Odder 2.142
- Silkeborg 2.106
- Syddjurs 1.986
- Hedensted 1.940
- Skanderborg 1.678
- Østjylland totalt 3.184
Kommuner, der investerer mest
- 1. Læsø 7.739
- 2. Gentofte 5.989
- 3. Gladsaxe
Kommuner, der investerer mindst
- 1. Guldborgsund
- 2. Nordfyns
- 3. Aabenraa
Anm.: Der er set på gennemsnittet af de kommunale investeringer over de seneste tre år (2011-2013) i forhold til befolkningen i samme periode
Kilde: Danmarks Statistik og Dansk Byggeri