Camino Ryomgård-Marie Magdalene
Næsten på 100 borgere var med at indvie den lokale pendant til den berømte spanske pilgrimsrute Caminoen
Ryomgård og Marie Magdalene har haft en fælles historie siden 1450-1500-tallet. Den nuværende Marie Magdalene Kirke er opført omkring 1450 af Otto Nielsen Rosenkrantz til Høgholm og hans hustru Else Holgersdatter Krognos, og siden da har diverse ejere af Gammel Ryomgård indskrevet deres historie i kirkens røde munkesten.
Nu er de to byer igen kommet tættere på hinanden i terrænmæssig forstand. Efter et langt tilløb kunne hen ved 100 Ryomgård og Marie Magdalene borgere i søndags i et smukt og sensommersolrigt oktobervejr nemlig indvie Marie Magdalene Stien, som forbinder Ryomgård og Marie Magdalene via den smukke dalsænkning midtvejs, Saabydal.
Det skete med klipning af snor og senere kaffe og kage i Marie Magdalene Forsamlingshus.
Den ny sti, der har været læne undervejs, er blevet til på initiativ af Ryomgård Distriktsråd, og arbejdet er blevet lavet af frivillige kræfter, primært den lokale entreprenør Søren Gerstrøm.
Fonden Sparekassen Midtdjurs var også tidligt ude med en sum penge til etablering af stien.
Okay fra kommunen
"Kommunens eneste aktie har været, at vi har meddelt de fornødne tilladelser til etablering af stien i forhold til Naturbeskyttelsesloven, fordi noget af stien krydser et beskyttet område, og Vandløbsloven, fordi stien krydser Marie Magdalene Bækken, og derfor har der været behov for at etablere en bro," sagde Syddjurs Kommunes kommunens Natur- og miljøchef Morten Hundahl for et stykke tid siden til Lokalavisen.
Den ansøgte bro er imidlertid blevet erstattet af en dæmning/et rørstykke ved Saabydal, men det er Syddjurs Kommune ikke faret i flint over.
"Det er okay," lød det fra Hundahl, da Lokalavisen spurgte ham forleden.
En hyldestsang fra Provsten
Camino Ryomgård-Marie Magdalene passerer blandt andet et jordstykke, som tilhører det lokale menighedsråd, og i tidligere tider har der da også været en gangbar kirkesti tæt på den linjeføring, som nu er valgt til Marie Magdalene Stien.
Måske derfor havde tidligere provst Helge Qvist Frandsen meget apropos også forfattet en sang til indvielsesdagen, der blev sunget ved kaffebordet i Marie Magdalene Forsamlingshus (melodi: Jeg er havren), og som meget præcist ridser historien op.
- På Marienhoff slog folk sig ned.
Mange fik et lille husmandssted.
Her tog far og mor en flittig tørn
med hinanden og med deres børn. - De fik også et forsamlingshus,
men der var desværre langt til Brugs,
og til kirke manglede man bil.
Den er siden blevet vores stil. - Ud til kirken måtte de jo gå,
men så fandt de meget hurtigt på,
at en kirkesti de ville ha',
og den kom skam også til en da'. - Konfirmander brugte stien tit.
Den af skolebørn blev også slidt,
men så gro'de stien ganske til,
da vi fik en anden levestil. - Cykler kom og biler ligeså.
Ingen brød sig længer om at gå,
men den nye stil var ikke sund.
Mangen en blev hurtigt alt for rund. - Derfor skal vi alle ud at gå.
Vi skal løbe ture ligeså.
Vort distriktsråd fik en god idé.
Vi kan finde stien frem – måske. - Gode kræfter blev mobilisert'.
Her i byen har vi en ekspert.
Søren Gerstrøm er hans kendte navn.
Han har været byen til stor gavn. - Nu er stien kommet op at stå,
og vi må her alle flittigt gå.
Ryomgård og Marmeline by
er nu knyttet sammen tæt på ny.