Et kludetæppe af en livlig budgetdebat
Kommuneskatten får et nøk, og Plejeboligerne Lindebo i Mørke lukkes ned
Borgmester Claus Wistoft (V) fik hevet sit budgetforlig i land med list og lempe og med støtte fra 26 ud af byrådets 27 politikere.
Kun løsgængeren Anette Quist Busk, der ikke har deltaget i forhandlingerne overhovedet med de øvrige gruppeformænd, fordi hun efter eget udsagn som løsgænger ikke udgør en gruppe, stemte som ventet imod, da Budget 2015 efter en tre timers lang debat ved sidste uges 2. behandling blev sat til afstemning.
Et budget er et budget
Jørgen Brøgger (C), og flere med ham, var fortørnede over, at borgmesteren havde valgt en afstemingsprocedure, hvor Budget 2015 først kom til afstemning og dernæst de to selvstændige punkter som for alvor skilte de politiske vande, en forhøjelse af kommuneskatten med 0,2 procentpoint og et forslag om at lukke de ti plejeboliger ved Lindebo i Mørke.
"Jeg havde en helt klar forventning om, at vi først stemte om kommuneskattens størrelse og lukning af Lindebo, før vi stemte om det samlede budget. På denne her måde vedtager vi et budget for herefter straks at åbne det igen," lød det fra Jørgen Brøgger.
Det afviste borgmesteren med en bemærkning om, at han som borgmester fuldt ud har ret til at tilrettelægge afstemningen, som han finder den rigtigst, og så mindede han sin tidligere partifælle om, at denne kunne have gøet lidt tidligere, da han, borgmesteren ved mødets indledning spurgte om der var bemærkninger til dagsordenen.
Skatten op
Flertallet på 14 bestående af Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti fik også som ventet hevet en forhøjelse af kommuneskatten på 0,2 procentpoint i land.
Det på trods af, at Budget 2015 alene rent faktisk fremtræder som et budget i balance med et såkaldt budgetværn på 11,7 mio. kroner.
Men det er rettidigt omhu at hæve kommuneskatten, hævdede flere ordførere fra flertallet. De cirka 12 mio. kroner, som skatteforhøjelsen tilfører kommunekassen i 2015 og ditto i 2016 gør, at det bliver lettere at lave budget til næste år. Her hedder udfordringen nemlig, alt andet lige, at politikerne skal finde yderligere 50 mio. kroner i effektiviseringer og besparelser. De forventede 12+12 mio. kroner i ekstra skatteindtægter vil reducere den økonomiske udfordring til cirka det halve af de 50 mio. kroner, som virkeligheden tegner sig lige nu.
Det politiske mindretal på 13 frygter, at en kommuneskat på 25,9 procent, Østjyllands højeste, vil være hæmmende for den fremtidige bosætning. Modsat siger tilhængerne, at kommende tilflyttere også kigger på det serviceniveau, som kommunen kan præstere på børne-, unge- og ældreområdet.
Socialdemokratiet reddet på målstregen
Skattedebatten var naturligvis ideologisk i sin kerne med de tre venstrefløjspartier Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten understøttet af velfærdsstatens fremmeste forsvarer, Dansk Folkeparti, overfor det blå hold.
Ideologisk blev så sandelig også debatten om lukningen af plejeboligerne Lindebo i Mørke, som ene og alene var blevet gjort til et selvstændigt punkt, der ikke var omfattet af det egentlige budgetforslag, på begæring af Socialdemokratiet.
Årsag: Socialdemokratiet tillader ikke, at der ikke er koncensus i gruppen, når der stemmes om budgettet. Det kostede i sidste periode Ninna Thomsen pladsen i partiet. I tilfældet Lindebo gav det Socialdemokratiet problemer, at partiveteranen Kai Petersen, der bor i Mørke, under budgetforhandlingerne nærmest har gjort en bevarelse af Lindebo til sit private kardinalpunkt for at kunne stemme for budgettet. Ved at gå med til at udskille punktet fra det egentlige budget var borgmesteren således med til at sørge for, at der ikke igen blev panik på den socialdemokratiske bagperron.
På jævnt dansk hedder det, at borgmesteren reelt reddede Socialdemokratiets røv.
Flygtningedebat
En forudsætning for at kunne lukke Lindebo er, at de nuværende 7 beboere frivilligt vil gå med til at flytte fra stedet. Det kan de nægte med Lejeloven i hånden, og hvis de nægter, hænger besparelsen på cirka 1,5 mio. kroner i 2015 og mere i overslagsårene i en tynd tråd. Det erkender borgmester Claus Wistoft, men han forventer dog, at flytningerne vil ske ret smertefrit, fordi beboerne vil tage imod det bedre alternativ, som kommunen er forpligtet til at tilbyde dem.
Men debatten kom nu mest til at handle om flygtninge, fordi en alternativ anvendelse af Lindebo meget vel kan være som bopæl for såkaldt kvoteflygtninge, som Syddjurs på linje med andre kommuner skal være behjælpelige med at med at finde boliger til.
Anført af Dansk Folkepartis Per Dalgaard og - i mindre heftig form - sekunderet af Liberal Alliances Flemming Hansen, Socialdemokratiets Kai Petersen og løsgænger Anette Quist Busk blev der kraftigt advaret mod at bosætte flygtninge i en by af Mørkes størrelse.
SFs Kim Lykke Jensen var den eneste fra modstanderholdet, der udelukkende forsøgte at se en bevarelse af Lindebo som et aktiv for fremtidens ældrepolitik i Syddjurs. Kim Lykke Jensen ser hellere, at man udbygger mindre plejehjem som Lindebo i stedet for udelukkende at centralisere på store plejecentre.
Imod lukningen af Lindebo stemte: Anette Quist Busk (løsgænger), Kim Lykke Jensen (SF), Kai Pedersen (S), Hans Christian Baltzer (S), Flemming Hansen (I), Laila Sortland (DF) og Per Dalgaard (DF).
De øvrige 20 stemte for.