Fortsæt til indhold

Flere reder skal lokke storken til Furesø

Samfund
Arkiv

På Flyvestation Værløse har der i otte år stået en storkerede på en høj pæl, men uden at et storkepar er flyttet ind i reden - endnu.
Danmarks Naturfredningsforening (DN) i Furesø arbejder på at få storken til Værløse og det ser ikke helt umuligt ud, og nu vil foreningen sætte flere reder op på den gamle flyvestation.
DN-Furesø, foreningen Storkene.dk og Naturstyrelsen samarbejder med Furesø Kommune om at sætte tre storkereder op på Flyvestationens område til foråret. Baggrunden er, at det tidligere triste billede med storkens afsked med det danske landskab, nu er ved at vende. Storken er i stor fremgang syd og øst for Danmark.
I Polen, Nordtyskland og Sydslesvig er storkebestanden gennem de sidste mange år gået kraftigt frem, og der er nu en overskudspopulation af storke, der skal søge nye redemuligheder, oplyser DN-Furesø, der sammen med foreningen Storkene.dk arbejder på at få storkene tilbage til Sjælland; der hvor naturbetingelserne er optimale for storken.
"I Skåne har et storkeprojekt fået storkene tilbage med nær ved 100 ynglende par – flokke af skånske storke ses hvert efterår på træk over Sjælland, så det er kun et spørgsmål om tid, før trækkende storke igen indfinder sig på Sjælland og søger efter reder og egnede fødemuligheder", siger Alf Blume, der er formand for DN-Furesø.
Et godt levested
På flyvestationen i Værløse er den store slette med moser og vådområder, set fra storkens synspunkt, et oplagt sted at søge føde og slå sig ned for at yngle. I nærheden ligger Værebro Ådal og Bundsådalen med store moser og enge, der bugner af føde. Ligeså engene ved Præstesø ved Kirke Værløse – så teoretisk set skulle alt være i orden, siger Alf Blume.
I samarbejde med DN-Furesø vil Naturstyrelsen undersøge mulighederne for at restaurere flere vandhuller og småsøer på Flyvestationen samt hæve vandstanden flere steder for at få sjapvand i græsset i foråret og forsommeren. Disse tiltag vil booste produktionen af padder, der er storkens grundføde i foråret.

Der skal flere reder til

Storke er glade for selskab, og storke yngler gerne tæt på hinanden og tæt på mennesker. Så der skal flere reder til, mener DN, der også peger på, at netop den eksisterende rede på Flyvestationen, der har stået tom i otte år ikke er nok til at få den selskabelige fugl til at bosætte sig i Værløse. Der skal flere reder til, for en gruppe af reder signalerer, at her er godt at være, her må være føde nok, og det er en åben invitation til at bosætte sig.
"Når storkene begynder at trænge sig på sydfra, gælder det om at være parat med både reder og et egnet landskab med føde nok", fortæller Alf Blume.
Storke og mennesker i samklang
Til foråret i marts måned 2015 sætter DN-Furesø og Storkene.dk flere redder op i samarbejde med Naturstyrelsen, der ejer området, og Furesø Kommune. Rederne sættes tæt ved hinanden i et område øst for Hercules-hangarerne, der for nuværende er afspærret, men frit synligt fra offentlige områder.
Storke er ikke bange for mennesker under rederne. I gamle dage byggede storkene reder på bondegårde, kirker og offentlige bygninger, også midt i byerne. Storke er heller ikke bange for menneskelige aktiviteter i nærheden, så aktiviterne på startbanerne og i det øvrige område ikke vil forstyrre storkene, når de spankulerer i græsset på sletten.
Storken er toppen af fødekæden i det åbne landskab - sammen med rovfugle, grævling og ræv, er vilde storke en god indikation på, om naturen i Furesø er varieret og mangfoldig. Storken skal nemlig have et meget bredt fødegrundlag for at ville slå sig ned: frøer, som alle jo ved, men også et bredt udbud af orme, insekter og små pattedyr som mus, rotter, mosegrise og muldvarpe. Storken æder alt, hvad den kan gabe over. Den tager også fisk på samme måde som fiskehejren.
"Hvis vi sammen kan få vilde storke tilbage til området, vil det være en blåstempling af den store indsats, som myndighederne i samarbejde med flere frivillige organisationer gør for at sikre mangfoldigheden og biodiversiteten i Furesø Kommune. Hvis storken vil slå sig ned, er det fordi naturen er i den gode ende af skalaen", afslutter Alf Blume.
mw

Til marts sættes der flere storkereder op på den gamle flyvestation i Værløse.