Enhedslisten knækker over i to dele
Helle Plougmann har valgt at blive løsgænger i Norddjurs Kommunalbestyrelse, fordi hun ikke sympatiserer med partifællens Ulf Harbos tilgang til lokalpolitik
Enhedslistens Helle Plougmann bliver løsgænger i Norddjurs Kommunalbestyrelse.
Årsagen er, at samarbejdet med partiets andet kommunalbestyrelsesmedlem, Ulf Harbo, ikke fungerer.
"Hvad der er årsagen til det dårlige eller manglende samarbejde er ikke entydigt, og fejlen ligger sikkert hos begge parter," siger Helle Plougmann, der er tidligere formand for SF i Norddjurs og formand for LO Djursland.
SF, som hun nåede at vikariere for i kommunalbestyrelsen i sidste periode, forlod hun, da partiet efter hendes mening gik for langt til højre i regeringssamarbejdet med Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre.
"Jeg gik ind i kommunalpolitik for at være med til at skabe de bedst mulige forhold for alle borgere i kommunen, men har dog måttet konstatere, at det dårlige samarbejde er blevet en barriere til at opnå politiske resultater, og det er for mig hele meningen med at være i kommunalbestyrelsen," uddyber Helle Plougmann.
To forskellige politiske strategier
Helle Plougmann kritiserer Ulf Harbos tilgang til lokalpolitik for at være alt andet end kompromissøgende.
"Ulf Harbo har med opbakning i ryggen valgt en anden måde at arbejde på, nemlig en måde der efter min mening er konfliktsøgende og hvor der ledes efter syndebukke. Det skaber en del opmærksomhed, men ingen resultater," siger den kommende løsgænger.
"Jeg ønsker at skabe løsninger inden for de rammer vi har, frem for at fokusere på det der ikke er muligt. Jeg vil hellere konstruktivt gøre opmærksom på det, der kan blive bedre udgangspunkt i de oplevelser, vi har i kommunen."
98 personlige stemmer
Enhedslisten fik succes ved Kommunalvalget i november 2013 på bekostning af SF, der fik en lussing af vælgerne og mistede to mandater.
De to mandater overtog Enhedslisten.
Ulf Harbo, der bor i Glesborg, fik 341 personlige stemmer, Helle Plougmann, 98, ud af Enhedslistens samlede stemmetal på 1.058.