Baglandet bakker op om Ulf Harbos politiske linje
Lokalavisen har talt med to af Enhedslistens veteraner, der begge er varme beundrere af Ulf Harbo
"En ungersvend af en ildsjæl."
Sådan karakteriserer Birgitte Poulsen sin unge partifælle Ulf Harbo.
Birgitte Poulsen, der bor i Store Sjørup og er tidligere folkeskolelærer, vikarierede for Ulf Harbo i kommunalbestyrelsen i tre måneder i foråret 2014, og her fandt hun snart ud af, at samarbejdet mellem Helle Plougmann og Ulf Harbo stort set ikke var eksisterende.
"Helle lagde ikke skjul på over for mig, at samarbejdet kørte meget dårligt," fortæller Birgitte Poulsen.
"Jeg prøvede at være en slags mellemmand ved at give hendes kritik videre til Ulf, men det var tydeligt for mig, at de to var alt for forskellige i opfattelse af, hvordan man arbejder i lokalpolitik til, at de kunne komme på ordentlig talefod."
Bør give mandatet til EL
Birgitte Poulsen, 68, der først er blevet engageret i partipoltik i en sen alder, selv om hun i de unge år havde en far, Finn Poulsen, der var folketingsmand for Venstre, er blevet bidt af arbejdet i kommunalbestyrelsen under sit vikariat.
I modsætning til Ulf Harbo mener hun da også, at Helle Plougmann bør forlade kommunalbestyrelsen efter sin afgang fra Enhedslisten og give sit mandat videre til partiet.
"Hun er valgt på Enhedslistens politiske program, og derfor bør hun naturligvis give sit mandat videre til partiet."
Veteran ikke enig
Det mener Mogens Overballe, 70, Georgsminde, veteran på venstrefløjen og aktiv i tiden omkring Ungdomsoprøret i 1968, ikke, at Helle Plougmann nødvendigvis skal: "Det må være op til Helle selv," siger han, ligesom Ulf Harbo gør det.
Overballe og Birgitte Poulsen støtter begge Ulf Harbos aktivistiske linje i lokalpolitik.
"Det er min klare fornemmelse fra møder i vores bagland, at der er stor opbakning til Ulf," siger Mogens Overballe, der kan bekræfte, at Helle Plougmann har været fraværende til medlemsmøderne.
"Mens vi har mærket Ulfs meget store engagement, så kender vi meget lidt til Helles, og jeg er ikke overrasket over det, der er sket." Partiet har 52 medlemmer i Norddjurs.