Fortsæt til indhold

Holder Ulf Harbo hjem?

Samfund
Af Lars Norman Thomsen, redaktør:

Helle Plougmanns afgang fra Enhedslisten i Norddjurs er ikke en overraskelse. Det ville have været en større en af slagsen, hvis hun ikke var gået fra partiet.
Det stod allerede klart efter det første kommunalbestyrelsesmøde i januar, at hun og Enhedslistens tilbageværende medlem, Ulf Harbo, i deres indbyrdes forståelse af, hvordan man arbejder i lokalpolitik, er som dag og nat.
To medlemmer af samme parti som holdt deres indtog i lokalpolitik med hver sin dagsorden.
Fagforeningskvinden Helle Plougmann og aktivisten Ulf Harbo, et barn af det alternative miljø på Norddjursland, kunne slet ikke finde hinanden og har tilsyneladende heller ikke gjort meget for at komme på omgangshøjde.
Plougmann er fra sin tid i fagbevægelsen skolet i at arbejde hårdt for at nå resultater via kompromissets kunst.
Hun respekterer helt og holdent de rammer, som 'systemet' sætter op for det at drive politisk virksomhed.
Modsat Ulf Harbo, der tydeligvis ikke tror på, at 'kommunal parlamentarisme' kan bruges til at ændre noget som helst.
Den er kun et middel til at gøre opmærksom på nogle forkerte forhold, der skriger til himlen, men 'kommunal parlamentarisme' giver højest mulighed for at kradse lidt i overfladen og bibringe lidt småvaklen i de politiske geledder.
Ulf Harbo har med andre ord et anarkistisk forhold til det traditionelle arbejde i en kommunalbestyrelse med lange dagsordener og tidsbegrænsede udvalgsmøder.
Han tror mere på den direkte aktion og venstrefløjsaktivisme i gammeldags forstand.
Han udfordrer 'systemet' og tager de tærsk, der følger med, men hvor længe?
Det kræver en enorm hårdhed mentalt at køre en aktivistisk linje og være meget lidt respekteret og forstået af de øvrige kolleger i kommunalbestyrelsen og embedsmændene.
Det kan godt være, at baglandet bakker ham op og beundrer hans engagement, flid og mod til at kæmpe kampen for mennesker, der føler, de sidder i saksen i forhold til at få anerkendt, at deres sygdom gør, at de ikke kan begå sig på arbejdsmarkedet, men man sidder tilbage med en fornemmelse af, at han meget vel kunne finde på at melde politisk pas, inden denne kommunalbestyrelsesperiode er afsluttet?
Den politiske aktivisme, han udøver, vil han sagtens kunne fortsætte med, selv om han gav køb på sit mandat.