Statsministeren ringede om søndagen
Leif Lahn Jensens vej til gruppeformandsposten hos S uden store bump
Leif Lahn Jensen ved godt, at han kun har Socialdemokratiets gruppeformandskontor på Christiansborg til låns, hvis det snarlige folketingsvalg rykker den nuværende SR-regering tilbage på oppositionsbænkene.
"Sådan er det, men skulle der ske det, at regeringen falder, hvad jeg nu ikke tror på sker så let, som mange kommentatorer mener, så har jeg fået en personlig erfaring mere," siger det lokale folketingsmedlem, der kom ind på Christiansborg i 2007 som en ubekendt størrelse i Djurskredsen sammenlignet med forgængeren, nuværende Norddjurs borgmester Jan Petersen, der efter 18 år på Borgen ønskede sig afløst for at prøve kræfter med lokalpolitik.
Linjevogter i partiet
Leif Lahn Jensens vej fra posten som beskæftigelsesordfører til gruppeformandsposten var ikke videre tornbestrøget.
Galleriet af københavnske kommentatorer, der sidder på lårene af et lille kontingent af Borgens toppolitikere, har naturligvis ikke den store fidus til en tidligere havnearbejder og tillidsmand på Aarhus Havn med bopæl i Grenaa.
I deres optik er politik forbeholdt de få, der skiftevis optræder som politikere, kommentatorer i medierne og på alle mulige platforme eller gør sig så kendte på Christiansborg, at de bruger det som springbræt til en karriere i organisationerne eller det private erhvervsliv.
For dem er politik udelukkende et strategisk magtspil, hvor de mest kyniske i den politiske inderkreds udelukkende ser politik som en tipskupon og navigerer efter, hvad der er mest gunstigt at sige lige nu til vælgerne, men altid helgarderer ved at kunne sige det modsatte, hvis vælgerstemningen pludselig ændrer sig.
Selvfølgelig er politik også et magtspil med venner og fjender, som man skulle kunne læse og forstå, hvis man vil frem over isen.
Tidligere udenrigsminister K.B. Andersen kom måske tæt på en af sandhederne, da han i et interview engang sagde: "Man får mange venner i politik, bare ikke i sit eget parti."
Det vil Leif Lahn Jensen ikke sige højt, at han kan nikke genkendende til, men han får brug for den viden i gruppeformandsstolen.
"Min opgave bliver at sørge for, at alle i gruppen har det godt, det gælder de menige folketingsmedlemmer, ministre, ledelse og medarbejdere," siger Leif Lahn Jensen.
"Det er en bunden opgave, som jeg føler mig glimrende klædt på til at kunne klare fra mine mange års erfaringer som tillidsmand på Aarhus Havn, hvor jeg havde samme rolle."
Loyal og driftssikker
Leif Lahn Jensen lagde selv billet ind på jobbet, da det stod klart, at den hidtidige, Henrik Dam Kristensen, igen skulle være minister, da Folketinget fik et medlem mindre med det forpligtende efternavn, da Karen Hækkerup valgte at overgå til at blive landbrugets nye bannerfører.
"Det gik ret hurtigt, fra jeg om fredagen anmeldte mit kandidatur efter en snak med flere i gruppen, der bakkede mig op," fortæller Leif Lahn Jensen.
"Om søndagen ringede statsministeren så for at høre, om jeg var interesseret, og herefter blev jeg valgt uden modkandidater tirsdag efter efterårsferien på et gruppemøde. Det tager jeg som et udtryk for, at jeg er vellidt i folketingsgruppen."
"Jeg er sikker på, at man i gruppen føler sig overbevist om, at jeg kan klare jobbet, fordi jeg har været loyal og driftssikker, mens jeg har været arbejdsmarkedsordfører. De fleste ved jo godt, at ikke alle de ting, der er vedtaget i denne regering, er min kop te," siger Leif Lahn Jensen.
Han ønsker ikke at bekræfte, at de forhenværende ministre, Morten Bødskov og Mette Gjerskov var varme bud som ny gruppeformand, men da ingen af dem så ud til at kunne blive valgt uden en modkandidat, faldt valget på Leif Lahn Jensen som en form for kompromis.
"Christiansborg er rygternes holdeplads. Det jeg bruger tid på nu, er udelukkende at være formand for hele gruppen."