Fortsæt til indhold

Unge indstiller kommune til hæderspris

De unge i Demo-rådet indstiller Syddjurs Kommune til prisen og æren som Årets Ungdomskommune 2015

Samfund
Af Martin Schultz

De unge i Syddjurs er i den grad glade for kommunens holdning, interesse i og villighed over for de unge, at Demo-rådet har indstillet Syddjurs Kommune til Prisen som Årets Ungdomskommune 2015.
?Dermed er Syddjurs Kommune med i det pænt store felt af kommuner, som 6. december bejler til titlen som Årets Ungdomskommune på DUF's (Dansk Ungdoms Fællesråd) delegeretmøde.
“Vi synes, at der bliver gjort meget for de unge i Syddjurs Kommune. Det betyder, at de unge har lyst til opholde sig her i kommunen og ikke skynder sig væk til de store byer. Man er godt til at fastholde de unge herude,” siger den16-årige Mie Bak Hvidtfeldt fra Helgenæs. Hun er gymnasieelev på Handelsgymnasium Rønde og er formand for Demo-rådet, som gerne ser Syddjurs Kommune blive beæret med titlen som Årets Ungdomskommune 2015.

Politisk aftryk i aftale

Demo-rådet består af ti unge i alderen fra 13 til 20 år, som bliver valgt af deres jævnaldrende kammerater. Demo-rådetblev stiftet sidste år på en stor Demo-camp på Fuglsøcentret, som var startskuddet til en demokratioffensiv blandt de unge i Syddjurs.
“Vi er de unges talerør og arbejder for de unges sag,” siger Mie Bak Hvidtfeldt, som netop har været i dialog med byrådet omkring kommunens alkoholpolitik og ifølge den unge formand også har fået sat et aftryk på indholdet af alkoholpolitikken.
De unge i Demo-rådet fremhæver blandt andet projekter som Kraftværket i Kolind, Rampen i Ebeltoft, Kernen i Rønde og andre ungdomsaktiviteter som særlig positive for ungdomskulturen i Syddjurs Kommune.

Tilbage til Syddjurs

Formand for Familie- og Institutionsudvalget, byrådsmedlem Per Zeidler (LA), er glad for de unges initiativ.
“Det er fantastisk, at vores unge er så visionære, at de kan se betydningen af et godt ungdomsmiljø,” siger Per Zeidler, som netop har været med til at bevilge 200.000 kr. til ungeaktkviteter i budget 2015.
“Vi vil gerne sikre vores unge borgere et godt liv som børn, i skolen og som unge. Derefter skal de ud og prøve vingerne, og så håber vi, at de som voksne vil vende tilbage til Syddjurs med deres familier,” siger Per Zeidler.