Fortsæt til indhold

Borgmester to gange - uden at blive det

John Køhler har to gange været på forsiden af Allerød Nyt som ny borgmester, men det er aldrig endt sådan

Samfund
Af Mads Hussing

Han har været borgmester to gange efter valgnatten, men begge gange er det smuldret. I 2009 løb Socialdemokraterne fra konstitueringsaftalen, og i 2013 lignede det et par timer, at der var 15 mand bag ham som borgmester. Efter et par timers forhandlinger gik Erling Petersen fra Blovstrødlisten og klokken 04.15 gik DNA også.

Dagen efter forsvandt Dansk Folkeparti, og da den daværende socialdemokrat, Lea Herdal, på konstitueringsaftenen løb fra sit partis aftale, så forduftede borgmesterdrømmene endnu engang for John Køhler.

"Jeg må sige, at jeg er glad for at have gjort forsøget. For vi havde en borgmester uden opbakning i byrådet," siger John Køhler.

I 2013 var der igen champagne, da John Køhler så ud til at blive borgmester. Denne gang gik det heller ikke.

Fakkeltog og Facebook

Undervejs i forløbet blev der arrangementet fakkeltog og Facebook-sider mod konstitueringsaftalen og mod John Køhler. Han indrømmede selv, at han havde løbet fra en aftale med de konservative, men John Køhler mente, at det samme gjorde Erik Lund i 2009.

"Jeg kunne ikke gøre andet end hvad jeg har gjort. For det første ville ingen på valgnatten have den siddende borgmester. Jeg blev meget kraftigt opfordret til at tage over," siger John Køhler der har denne opfattelse af forløbet:

"På valgnatten - helt til klokken 04.00 - havde jeg et flertal på 2/3 af byrådet bag mig. Så gik DNA pludseligt. Tilbage var vi 12, der skrev under på en aftale. Næste dag var DF kommet på andre tanker. Tilbage var vi 11, hvilket holdt til det konstituerende møde 5. december, hvor Lea Herdal meddelte, at hun sprang."

Den tidligere borgmester, Erik Lund, K, fik et godt personligt valg, og de konservative fik et godt valg med seks mandater i byrådet. Alligevel blev Erik Lund ikke borgmester.

"Det handler varetagelse af borgmesterhvervet og det forhold, at han løb fra en aftale for at blive borgmester i 2009. Trods alle aftaler om hvordan vi sikrede en borgerlig borgmester væltede han mig for at indsætte en socialdemokrat, som han bagefter var med til at vælte. I processen lagde han sig ud med næsten hele byrådet," siger John Køhler.

Den brudte aftale

V og K havde underskrevet en aftale om, at det største parti skulle have borgmesterposten. Det var den aftale, som John Køhler løb fra.

"Det største parti stillede med en kandidat, som byrådet ikke ville acceptere. Jeg vil gerne henvise til hvad Jørgen Johansen sagde til AN på spørgsmålet om, hvorvidt det største parti skulle have borgmesterposten. Han svarede ordret: 'Vi skal have en borgmester, der samler byrådet'. Det handler om, at Lund ikke har levet op til byrådets forventninger. Primært har Konservative trods 20 år som borgmesterparti ikke formuleret en sammenhængende vision og strategi for Allerød. Man kopierer," siger John Køhler og fortsætter:

"De Konservative har gentagne gange tage æren for andres politiske arbejde. Det virker måske i forhold til vælgerne, men det er ikke konstruktivt i forhold til byrådet. Den tidligere borgmester har med sin ledelses- og kommunikationsstil isoleret sig i byrådet."

"Kunne være blevet borgmester to gange"

John Køhler mener, at han to gange har hjulpet Erik Lund til at blive borgmester, hvor John Køhler egentlig havde flertal.

"Da Eva Nejstgaard stoppede i 2008, havde jeg opbakning fra 11 i byrådet til borgmesterposten. Men vi havde en aftale om konservativ borgmester. Og den holdt Venstre, selv om Lund kun havde opbakning fra 10, herunder syv uden for sit eget parti. Selv om jeg havde hjulpet ham året forinden, væltede Erik Lund mig i 2009, hvorefter han gjorde Flemming Villadsen til borgmester," siger John Køhler og fortsætter:

"Alligevel hjalp Venstre ham igen med at blive borgmester, fordi vi insisterede på en borgerlig borgmester. Reelt havde Lund i 2009 kun opbakning fra fire uden for sit eget parti. Ved dette valg var der i første omgang ingen opbakning til Lund, men han endte dog med at få opbakning fra to udenfor de konservative. Det er ikke nok til at blive borgmester."

Undervejs i konstitueringsforløbet er John Køhler blevet kaldt utroværdig.

"Du får som Venstremand ikke opbakning fra S, SF og Radikale uden at være både troværdig og ordholdende," er John Køhlers svar til det.

Han vil gerne videre med det politiske arbejde.

"Borgmester uden politik"

"Vi har fået en ny borgmester uden en konstitueringsaftale, uden en politik, og uden formulerede målsætninger og derfor har han selvfølgeligt heller ikke formuleret løsninger. Men konstitueringscirkusset er overstået, og så er vi i arbejdstøjet. Det politiske indhold af konstitueringsaftalen har jeg jo skrevet sammen med partierne, der ønskede mig som borgmester. Det er arbejdsgrundlaget for det nye byråd. Det er vi meget tilfredse med i Venstre," siger Køhler.