Folk laver testamenter som aldrig før
Advokataktieselskabet Hjerrild & Bisgaard oplever et sandt boom i antallet af folk, der henvender sig for at få styr på arveforholdene
Man kender ikke sin familie før man har arvet sammen - siger arveeksperterne.
Emnet kan nemlig - oftere end man tror det - give anledning til splittelse i familien og de helt nære relationer. Det oplever vi blandt andet i den nye DR1-serie “Til arven os skiller”, som løb over skærmen i sidste uge og hvis andet afsnit vises i denne uge. Men det er bestemt ikke blot et scenarie på tv, hvilket advokat Brian Lassen fra Advokataktieselskabet Hjerrild & Bisgaard kan skrive under på.
“Vi oplever faktisk et decideret boom i antallet af henvendelser, hvor folk ønsker at få lavet et testamente,” siger Brian Lassen og fortæller, at firmaet i 2011 lavede 34 testamenter, i 2012 oprettede man 51 og i 2013 var tallet 141.
“Og tendensen fortsætter. Jeg har allerede lavet mange testamenter her i 2014, og det er altså en virkelig god idé at få det lavet. Vi tror jo, vi lever evigt, men desværre står der ofte 40, 50 og 60 år i avisernes dødsannoncer, så jeg opfordrer folk til at få det lavet,” siger Brian Lassen.
Brian Lassen arbejder dagligt med arveforhold, og har dermed også oplevet det nag eller de skænderier, som arv i mange familier ender med at give anledning til. Det bringer de mest sårbare følelser frem i os og kan splitte tætte relationer.
Gider ikke have indboet
“Men det er ikke indbo og lignende folk kommer op at toppes om, som mange måske tror. Faktisk gider langt de fleste ikke at have noget indbo bortset fra nogle få ting. Og deres ægtefæller gider i hvert fald slet ikke,” siger Brian Lassen og forklarer, at det ofte er den traditionelle kernefamilie med far, mor og to fælles børn, der kommer for at få lavet testamentet.
“Her vil man ofte have det lavet sådan, at arven bliver skilsmisse-særeje, således at børnene ikke skal dele arven med en kone, som de eventuelt går fra eller som eventuelt går fra dem,” siger Esbjerg-advokaten.
Få styr på det
På kontoret hos Hjerrild & Bisgaard oplever Brian Lassen også, at der ofte kommer par ind med 'dine og mine børn' og måske også fælles børn. Her vil mange gerne sikre sig, at længstlevende ægtefælle arver mest muligt, og at børnene så får arven, når længstlevende dør.
“Så er der de samlevende, og her giver arveloven 2008 gode muligheder. Det er vigtigt at slå fast her, at samlevende nemlig ikke arver hinanden. Og det er ligegyldigt, hvor mange år de så har været sammen. Mange ønsker dog, at samleveren arver mest muligt, og at eventuelle børn så må arve, når længstlevende dør,” siger Brian Lassen og understreger, at der er mange forhold, som gør sig gældende, og at det derfor er en god idé at få styr på de her ting, inden døden banker på.
“Og med fare for at lyde som en sælger, vil jeg da godt nævne, at prisudviklingen altså ikke har fulgt med tiden her. Det koster 3.500 kroner inkl. moms at få lavet et testamente, og så skal notaren have 300 kroner, og så er man selv, en eventuel ægtefælle eller samlever samt børn sikret,” forklarer Brian Lassen.