Fortsæt til indhold

Fem år med ung kultur i VærelZe 313

Ungdomsscenen VærelZe 313 blev fejret med ung musik og lagkage på Kringlen

Samfund
Af Martin Schultz

En af de seneste års store kultursucces'er i Syddjurs Kommune, ungdomsscenen VærelZe 313, fyldte forleden fem år og det blev helt i projektets ånd fejret i de unges helt eget regi.
Unge mennesker fra Røndes uddannelsesinstitutioner kunne nemlig onsdag aften mødes i det nu rømmede værtshus Kringlen på Hotellet i Rønde og med levende musik med trioen Lysteriet fejre, at Værelze 313 fyldte fem år.
I dagene op til arrangementet havde de unge gjort rent og pyntet op i Kringlen, som står øde og forladt og venter på at Hotellets sidefløj skal væltes for at genopstå som ny teatersal med foyer ud til Hovedgaden og Markedspladsen, mens værtshuset Kringlen har indrettet sig i nye lokaler i en naboejendom.

Vil have de unge op af sofaen

Ideen med VærelZe 313 var at engagere byens unge i arbejdet med at arrangere forestillinger med scenekunst og koncerter. Dermed kunne man få netop de navne til byen, som de unge selv havde lyst til at opleve.
”Jeg synes et er enormt fat at få lov til at arbejde med at skabet et kulturliv for unge her i byen, som både kan hive de unge op ad sofaen og samtidig viser, at vi kan lave noget lokalt ” siger Andreas Sanderhoff, på 17 år og fra Rønde. Han går i 1. g på Rønde Gymnasium og har været med i Crew 313 i alle årene på nær sidste år, hvor han var på efterskole.
”Det er fedt at kommunen bakker os op, så vi kan få nogle fede navne til byen til en pris, som de unge kan betale,” siger Andreas Sanderhoff, som er tilbage i crew'et og med til at planlægge og afvikle arrangementerne i VærelZe 313.

Ud over kommunegrænsen

De sidste fem år har budt på koncerter med store musiknavne som Duné, Mads Langer, The Blue Van og Go Go Berlin. På scenen har der været poetry slam, impro comedy og masser af stand up, og der har været foredrag med Joan Ørting og Emil Thorup.
”VærelZe 313 har vakt opmærksomhed langt ud over kommunens grænser,” siger Amina Krohn Membar fra Syddjurs Egnsteater, som er såkaldt crew-mama for de unge i Crew 313.
”Vi har vores Crew 313, men i mange kommuner rundt i landet har man fået kultur crews med VærelZe 313 som forbillede,” fortæller Andreas Sanderhoff.
Næste arrangement i VærelZe 313 er onsdag 26. november, hvor der bliver stand up på Rønde Gymnasium.