Fortsæt til indhold

Debutant Nymark klappede fire ind efter pausen

U18 spilleren Mathias Nymark med de hurtige fødder debuterede med bravour på Nørre Djurs HKs førstehold i torsdagens 32-20 udesejr over Bjerringbro FH2

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Efter tre ugers fravær kom Nørre Djurs HKs håndboldherrer i Jyllandsserien atter i kamp torsdag aften i Bjerringbro, hvor hjemmeholdet med tidligere divisionsspillere som René Smed og David Touray (den tidligere damelandsholdsspiller Josephine Tourays bror) i staben bød op til dans.
Det blev nu aldrig til en særlig lang pardans for efter at have spillet sig varme, satte Nørre Djurs HK turbo på spillet og lagde afstand til hjemmeholdet, der ikke kunne matche gæsterne på form og fart.
"Vi var foran 10-5 efter et kvarter, og holdt føringen frem til pausen, hvor vi gik i omklædningsrummet foran 17-12," fortæller Nørre Djurs HKs holdleder Jakob Lunøe.

Kort opblussen straffet effektivt

Bjerringbro FH scorede anden periodes to første mål, men efter en ændring af forsvarets formation til en såkaldt skæv 5:1 opstilling, så Nørre Djurs HK sig aldrig siden tilbage.
"Vi vandt de næste godt tyve minutter med 13-4 og sammenlagt kampen med 32-20 efter en fornem holdpræstation," siger Jakob Lunøe.
Med to indledende storsejre har nedrykkede Nørre Djurs HK sendt et offensivt signal til de øvrige hold i rækken.
Allerede lørdag skal Glesborg-klubbens udvalgte på langfart til Højvanghallen i Svenstrup ved Aalborg for at hilse på hjemmeholdet Svenstrup Godthåb IF som møder frem med 5 point for tre kampe. Kampen spilles klokken 16.20 umiddelbart efter, at hjemmeholdets 2. divisionsdamer har mødt Sæby.
"Her vil vi uden tvivl blive testet," siger Jakob Lunøe, der har set Svenstrup Godthåb IF spille, ligesom spillerne har fået udleveret videomateriale til nærstudier af lørdagens modstander klippet sammen af trænerduoen Erik Flak Jørgensen og Jan Mathiesen.

To lovende debutanter

Til torsdagskampen havde Nørre Djurs HK indrulleret et par spillere fra klubbens talentfulde U18-trup, stregspilleren Mikas Korsgaard og iscenesætteren Mathias Nymark.
Det gav mulighed for at spare en lettere skadet stregspiller, Rasmus Bording, og ikke pille ved andetholdet i Serie 1.
"Både Mikas og Mathias gjorde det fremragende. Mikas skiftedes på stregen med Benjamin Johansen, og selv om han ikke kom på scoringslisten, var debuten mere end godkendt. Han var for eksempel oplægger til et mål, da han lagde en flot parade, så 'Bondemanden' kunne løbe kontra og score," roser Jakob Lunøe.
"Mathias havde lidt problemer med at få træningsdragten af, da han skulle på banen i slutningen af første halvleg. Nervøsiteten forsvandt dog hurtigt, og efter pausen scorede han fire rene mål. Han er et meget stor talent med et fantastisk blik for spillet."
Jakob Lunøe noterer, at Simon Østergaard fortsætter kursen med at score mange mål.
"'Ø' scorede ni rene mål, men brændte også flere chancer, når der gik show i den. Jeg mener, det var holdet med mål Jens Olsen som bagmand (Kasper Hansen blev ikke benyttet, red.) i målet som stod sammen om at vinde kampen overbevisende," siger Lunøe.