Danske sange i kirke med flot akustik
Collegium Vocale synger danske sange i Fuglslev Kirke på Syng Dansk Dagen
Et meget værdsat kor vender tilbage til lokalområdet, når Collegium Vocale under ledelse af dirigenten Michael Deltchev torsdag 30. oktober giver en koncert i anledning af Spil/Syng Dansk Dagen.
Koncerten finder sted kl. 20.00 i Fuglslev Kirke, og her vil koret synge en række kendte danske sange.
Blandt de musikalske oplevelser publikum kan vente sig, er J.P.E. Hartmanns Flyv, fugl, flyv ..., J.H. Nebelongs Nu falmer skoven ... og N. La Cours Fred hviler over land og by.
Et af mange arrangementer på Spil Dansk Dagen
“Det nye er, at koncerten foregår i Fuglslev Kirke, som er en stor, smuk kirke med en fantastisk akustik,” siger Lisbeth Bodilsen fra Damuco, som er arrangør af koncerten med Collegium Vocale på Spil/Syng Dansk Dagen.
Dagen er en tradition inden for den danske musikverden og går ud på, at der laves så mange events med dansk musik 30. oktober som muligt. Det eneste krav er, at musikken skal være skrevet af en dansk sangskriver eller komponist.
Der bliver også mange andre musikevents på Djursland på Spil/Syng Dansk Dagen.