ÅHG spillede lige op med Jyske Akademikere
Aastrup/Hammelev-Grenaas håndboldherrer fortsætter med at imponere
Aastrup/Hammelev-Grenaas (ÅHGs) håndboldherrer i 3. division ville på forhånd gerne have solgt midtugekampen i Annexhallen i Aarhus mod topholdet JAI for det ene point, og måske derfor valgte spillere og ledere efter kampen også at se stort på, at JAI i første halvleg ved stillingen 9-6 forkert fik tildelt en dobbeltscoring af dommerbordet, så stillingen via et enkelt pletskud blev ændret til 9-8.
Slutfacit på kampen blev 26-26 (11-14), og om den kontroversielle episode i første halvleg siger ÅHG-træner Carsten Vikkelsø Jensen:
"Jeg tror ikke en i hallen kunne være i tvivl om, at JAI fik et mål foræret. Selv JAIs spillere erkendte det efter kampen, men når hverken dommere eller dommerbordet noterer antallet af scoringer til hvert hold ned på et stykke papir sideløbende med, at resultattavlen i hallen bliver passet, har vi ikke konkrete beviser på, at vi har en god sag."
"Vi valgte derfor ikke at nedlægge protest, fordi vi ikke forventer at få noget ud af det, men også fordi, at vi trods alt fik det ene point, og det er ikke sikkert, at vi ville få det, hvis der blev dekreteret ny kamp."
Krigeren Sander en forstærkning
ÅHG havde fået superveteranen Carsten Sander til at trække i håndboldkluns igen som erstatning for den skadede stregspiller og krumtap i forsvaret, Rasmus Lund, og desuden havde Mikkel Juhl meldt sig klar til at være med efter en skade.
Sander på 42-43 somre, der ikke har rørt en håndbold det sidste halve år, og Juhl gav holdet et boost med deres rutine og fysiske styrke.
"Vi kom ret hurtigt bagefter 5-2, men fik så fat forsvarsmæssigt og begyndte også at få banket hul i JAIs forsvar. Derfor havde vi fine sidste 20 minutter før pausen som gjorde, at vi førte med tre efter 30 minutter," fortæller Carsten Vikkelsø Jensen.
Spillere som Bryan Mathew og Daniel Minke hævede deres niveau fra den seneste kamp, og Jonas Pedersen svang taktstokken samtidig med, at den uge målmand Kristoffer Petersen atter viste, at han ikke stikker op for bollemælk.
Tryk på i 2. halvleg
Efter pausen trykkede hjemmeholdet mere på, og ikke mindst holdets bagkæde begyndte at få skudt sig ind.
"JAI er efter min mening det hold, vi har mødt til dato, som har været stærkest rent spillemæssigt med en virkelig velskydende bagkæde," siger Carsten Vikkelsø Jensen.
"Igen må jeg rose mine for ikke at lade sig kyse eller gå i panik, da vi blev hentet ret hurtigt efter pausen. Vi bed os fast og holdt helt hjem eller næsten da."
Da Jens "Farmer" Overgaard scorede til 26-25 med blot 40 sekunder igen, troede gæsterne på sejren.
"Desværre lykkedes det ikke at holde dem fra at score i de sidste 30 sekunder. Udligningen kom på et skud, der blev rettet af i vores forsvar," fortæller Carsten Vikkelsø Jensen.
Sidste nat kliken for Sander
Det ene point fastholder ÅHG i den bedste halvdel af rækken forud for tre kommende kampe, der alle lugter af fuld valuta.
Næste opgaver hedder Odders ligareserver i Grenaa Idrætscenter torsdag 6. november klokken 20.15.
"Vi håber at kunne overtale Carsten Sander til en tur mere, og så håbe på, at Rasmus Lund herefter er klar igen," siger Carsten Vikkelsø Jensen.
"Carsten Sander har kilo og fysik, der kan hjælpe de unge som fortsat imponerer mig. Spillere som Kristoffer Hovgaard, Kristoffer Petersen og Jens "Farmer" Overgaard for blot at nævne en tre stykker byder flot ind, men fortsat handler det om for os trænere at få spillerne til at bevare jordforbindelsen. Vi og de må aldrig blive for overmodige, for der skal ikke så meget til, før tingene begynder at gå den forkerte vej."