Fortsæt til indhold

Krigsminister indkaldt til skadesplaget ÅHG-mandskab

Aastrup/Hammelev-Grenaas håndboldherrer var hårdt ramt på skadesfronten, og da et par af støtterne underpræsterede kunne det unge hold ikke indvende noget mod nederlaget på 26-19 til Fredericia HK 1990

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Aastrup/Hammelev-Grenaas (ÅHGs) unge håndboldherrer måtte neje sig - for første gang i denne sæson - i søndagens udekamp i landets tidligere håndboldmekka, hvor Fredericia HK 1990 inviterede indenfor.
26-19 (13-9) vandt hjemmeholdet, og det var okay, ifølge ÅHG-træner Carsten Vikkelsø Jensen.
Gæsterne måtte undvære Mikkel Juul, der måtte køre skadet hjem fra torsdagstræningen. Her gik det også slemt ud over Jacob Will, som dog tog med til Fredericia, men ikke var i stand til at levere ret meget på grund af et beskadiget knæ.
Under opvarmningen gik det så hverken værre eller bedre end, at forsvarskrumtappen og truppens eneste stregspiller, Rasmus Lund, vrikkede om på foden og helt måtte opgive at spille.
"Jeg hader at undskylde et nederlag med skader, men det er klart, at det ødelagede vores koncept, at Rasmus Lund, der dækker på midten i vores forsvar, slet ikke kunne spille," siger Carsten Vikkelsø Jensen.

Fik det aldrig til at svinge helt

ÅHG-træneren så sit hold starte udmærket og være med til 4-4 efter ti minutter.
Herfra gik det imidlertid den forkerte vej for i takt med, at gæsternes forsvarsværker begyndte at falde, begyndte hjemmeholdet at trække fra til 11-5.

ÅHG forsøgte med et målmandsskifte fra Kristoffer Petersen til Florian Wichert, og det gav lidt benefit, så gæsterne kom på 11-9, før hjemmeholdet scorede de to sidste mål, inden haluret ringede til pause.
"Vi satte Kristoffer Petersen på mål igen efter pausen, og han kom tilbage med ny gejst, så vi rent faktisk var med til 14-14 med små tyve minutter igen," fortæller Carsten Vikkelsø Jensen.
En udvisning fik dog korthuset til helt at vælte for ÅHG som i en håndevending kom bagud 21-14.
"Dermed var det forbi for os. De resterende minutter sluttede med fem mål til hvert hold, men det var unødvendigt at tabe med syv," siger Carsten Vikkelsø Jensen.
"Fredericia HK 1990 er et fint hold, når spillerne får lov til at udfolde sig. Det gav vi dem desværre lov til på en dag, hvor vi ud over skader også var hæmmet af, at et par af de faste underpræsterede og slet ikke ramte deres normale niveau."
Carsten Vikkelsø Jensen vil ikke sætte navne på, men ved, at de pågældende udmærket ved, at de ikke ramte dagen.
Til gengæld vil han godt uddele roser til målmand Kristoffer Petersen og Jens "Farmer" Overgaard. Sidstnævnte tog over efter Rasmus Lund og leverede en heroisk indsats i både forsvar og på stregen i angrebsspillet.

Tirsdag aften venter de jyske akademikere

Allerede i aften (tirsdag 28. oktober) skal ÅHG i ilden igen i den frygtede Annexhallen i Aarhus Midtby, hvor det ubesejrede tophold JAI, som står for Jysk Akademisk Idræt, inviterer.
Akademikerne har et hold, der er stærke på alle pladser, vurderer Carsten Vikkelsø Jensen.
JAI har vundet sine fire første turneringskampe, men ikke nævneværdigt stort - tre med to mål og i søndags med et mål over Odder (36-35).
"Det er altid vanskeligt at spille en midtugekampe i Aarhus klokken 20.15 og så i den lille Annexhallen," siger Carsten Vikkelsø Jensen.
Forlods tager han gerne rollen som underdog på sig.
"Vi går ud og spiller til, men realistisk bedømt er JAI storfavoritter. Efter JAI har vi tre kampe mod hold, vi skal kunne matche, og står vi efter syv kampe med 11 point, vil det være mere end godkendt," understreger Carsten Vikkelsø Jensen.

Gamel krigsminister med igen

I fraværet af Rasmus Lund og Mikkel Juul og med Jacob Wiil på 50 procent af normal ydeevne har ÅHG været tvunget til at indkalde veteranen Carsten Sander til aftenens kamp.
Den gamle "krigsminister" kan fortsat godt tage fra i forsvaret og være et irritationsmoment - for modstanderne - som stregspiller med sin fysiske styrke og store vingefang.
"Så håber vi naturligvis også, at et par af de, der underpræsterede i Fredericia, mander sig op og leverer på deres normale niveau," siger Carsten Vikkelsø Jensen.