Fortsæt til indhold

Cyklister og gående skal dele central sti

Løsning på omdiskuteret cykelsti i Hillerød kan blive delt sti med både cyklister og fodgængere

Samfund
Mette Dolmer Thygesen

Cyklister, bilister og fodgængere er presset sammen på et smalt stykke vej i sidste ende af Milnersvej op mod Hillerød Station. Siden 2005 har politikere og forvaltning arbejdet på en løsning for cyklisterne på denne strækning, og endnu engang denne måned er cyklisterne på Milnersvej til politisk debat.

Senest var det på tale at etablere en cykelsti, der går gennem to haver på Rolighedsvej, men denne løsning har Vejdirektoratet afvist. Direktoratet mener ikke, at kravet om nødvendigheder opfyldt og har derfor anmodet Hillerød Kommune om at ophæve sin ekspropriationsbeslutning.

Miljø- og Teknikudvalget besluttede derfor i december at trække beslutning om ekspropriation af dele af Rolighedsvej 6 tilbage. Dette skal Økonomiudvalget også godkende onsdag.

Samtidig skal udvalget se på, hvad løsningen så skal være for cyklisterne på strækningen. Forvaltningen har kigget på fire løsningsmuligheder, og forvaltningen anbefaler selv, at politikerne går videre med et forslag om delte stier langs Milnersvej, altså en sti som både gående og cyklister kan benytte.

Forvaltningens forslag er "lade forslaget om forbedring af forholdene for cyklister med delte stier langs Milnersvej mellem Banestien og Sdr. Jernbanevej indgå i prioriteringerne i trafikplan for bymidten".

Dette tilsluttede både Socialdemokraterne og de Konservative i Teknikudvalget sig - med tilføjelsen at de gerne ser en løsning i 2014. Venstre og Fælleslisten stemte imod forslaget, da partierne ønsker en løsning i 2014.