Når mor mangler, må andre træde til

“Det virker håbløst, det er jo bare en dråbe. Der er så mange steder, man kan hjælpe”.
Lars Brygmann kender godt til magtesløsheden, når det handler om hjælp til fattige lande. For hvor skal man hjælpe? Og hvor hjælper man bedst?
“Da jeg blev spurgt, om jeg ville være ambassadør for SOS Børnebyerne, så anede jeg ikke noget om dem. Jeg har det ligesom alle andre, jeg blander de forskellige organisationer sammen. Man forstår først, hvad der sker, når man har været der og set det”, siger han.
I efteråret var han med Keld Heick, der også er ambassadør for SOS Børnebyerne, på besøg i nogle af de områder i Kenya, hvor organisationen arbejder for at give forældreløse børn en tryg opvækst.
De besøgte steder i hovedstaden Nairobi og i byen Eldoret, hvor SOS Børnebyerne har etableret centre for forældreløse børn. Her er kvinder ansat til at være mor for op til 10 forældreløse børn. Det er dog ikke at sammenligne med en ansættelse med timeløn, frokost og kaffepauser som i den vestlige verden.

Mor giver ikke slip

“Det største indtryk fra turen var nok at se, at det kan lade sig gøre at skabe et så tæt bånd mellem mennesker, der ikke er i familie. Forældrerollen handler i virkeligheden om at give omsorg og pleje, og hvis der er en anden, der udfylder den rolle, så er det deres mor. De kvinder, der var der, de følte virkelig, at de var deres egne børn”, fortæller Lars Brygmann.
For at komme i betragtning som 'mor' i en af SOS Børnebyernes byer, skal man igennem en længere udvælgelsesproces.
“De skal udvælges til det. Og de vier jo deres liv til de børn - selv om de har børn i forvejen”, siger Lars Brygmann.
Når børnene fylder 18 år, skal de flytte fra centrene, men det betyder ikke, at moderen slipper dem.
“Mødrene følger børnene hele vejen. Og det er fantastisk at se, hvor glade de børn var for deres mor. Og for at de havde en mor”, siger Lars Brygmann.
På turen interviewede han flere kvinder, der var med i programmet for SOS Børnebyerne. En af dem fulgte stadig sine gamle børns liv. Selv om et af hendes børn var flyttet væk for længe siden, fortalte hun med tydelig stolthed om den jurauddannelse, som hendes barn, der nu var i begyndelsen af 20'erne, var ved at tage.

Hjælp med ringe i vandet

SOS Børnebyerne fortæller selv, at de arbejder for at give forældreløse og udsatte børn en tryg barndom og et fundament, de kan bygge deres egen fremtid på.
“Den måde, de hjælper på, er utrolig effektiv. De tænker ikke kun på mad i munden, men de ser på, hvordan vi kan hjælpe, så det giver ringe i vandet. Udgangspunktet er hjælp til selvhjælp”, forklarer Lars Brygmann.
Han har ved selv at se førsteverdenens hjælp til tredjeverdenslande fået øjnene op for, hvordan vi kan gøre en forskel. Og så lærte han noget om menneskelighed. For selv om de to verdener er vidt forskellige, handler de i sidste ende om det samme.
“Jeg følte mig meget privilegeret af at snakke med nogle mennesker, som har nogle helt andre vilkår. Det er jo nogle andre ting, de kæmper med dernede, men i bund og grund er det jo alligevel det samme, som jeg har med mine børn. De har nogle pligter: de skal være med til at lave mad, de skal gøre rent og så videre”, siger han.
Og faktisk mener han, at han kunne lære noget om forældrerollen af de afrikanske kvinder, han mødte.
“Børn burde integreres meget mere i hverdagen. Dernede var det noget, som de var en del af, uden at det blev opfattet som sure pligter. Børnene havde stadig tid til at lege. Og de var superglade”, siger han.