4000-årig grav åbnet
Et 4.000 år gammelt gravanlæg er blevet udgravet i forbindelse med anlæggelsen af en sti i Dyrehaven
En hellekiste fra slutningen af bondestenalderen er blevet opgravet i Raadvad. Kisten blev fundet, da Naturstyrelsen var i gang med at anlægge en sti i skoven nær Raadvad Vandrerhjem, fortæller museumsinspektør Linda Boye fra Kroppedal Museum.
"Under arbejdet stødte de på nogle meget store sten, og da der i området er flere gravhøje, kontaktede de Kroppedal Museum for at høre, om der måske var tale om et oldtidsminde", siger hun.
Medarbejdere fra museet tog fra Tåstrup til Raadvad for at besigtige stedet.
"Vi kunne hurtigt se, at der var tale om et gravanlæg af en eller anden slags, men da stien var anlagt til at skulle løbe på begge sider af lokaliteten, iværksatte vi en arkæologisk undersøgelse med det formål at dokumentere og bortgrave, hvad der nu måtte være, så stien kunne fortsætte, hvor den var planlagt", siger Linda Boye.
Det viste sig, at der under jorden gemte sig en meget velbevaret hellekiste fra slutningen af bondestenalderen. Hvilket vil sige fra år 2200-1800 f.Kr.
"Den er så velbevaret, at vi straks foreslog skoven, at de burde bevare den på stedet og således bekoste, at stien blev ført udenom. Hvilket skoven var helt enig i", siger Linda Boye.
Desværre viste det sig ved nærmere eftersyn, at kisten var tom, og at dækstenene manglede.
"Vi forestiller os, at man kan have brugt stenene i møllen. Men hvad der er sket med den begravede, og hvorfor den uretmæssigt er tømt, ved vi ikke", siger Linda Boye, der tilføjer, at man ved, at der har været et lille bondesamfund i området omkring Raadvad. Og at man begravede sine døde ikke langt fra, hvor man boede.
"Derfor vil man inden for bare 100 meter fra, hvor vi har fundet denne grav, kunne se mange gravhøje. Mange er ikke gravet ud og bliver det ikke. De er beskyttet af fredningsnævnet og bliver liggende som et minde om fortiden", forklarer Linda Boye.