Fortsæt til indhold

Skole leder efter årsag til luftforurening af lokaler

Byskolen måtte evakuere en stribe lokaler onsdag middag -årsagen til ammoniaklugt kendes endnu ikke, oplyser skoleleder

Samfund
Tim Panduro

Det er endnu ikke helt klarlagt, hvad der var årsagen til, at et ammoniakstof onsdag klokken 12.10 førte til, at flere afdelinger på Byskolen på Carlsbergvej måtte evakueres.
Det fortæller skoleleder Lars Haagendal.
"Vi skal først nu til at finde ud af, om der ligger en menneskelig handling bag. I går brugte vi primært energien på at sikre børn og personale", siger skolelederen.
Meldingen fra Hillerød Kommunes beredskab var onsdag sent på eftermiddagen, at der var tale om et ammoniaklignende stof, som findes i forskellige stinkbomber.
Det blev konstateret, at fysiklokalet på skolen ikke havde udslip, så en del tyder på, at en person har smidt en stinkbombe.
"Men vi kan ikke med sikkerhed sige hvem eller hvad, der står bag", siger Lars Haagendal.
Flere elever om ansatte mærkede ubehag som kriller i halsen efter at forureningen blev konstateret. Derfor blev flere bygninger på skolen evakueret, og elever og deres forældre blev gjort opmærksomme på, at de skulle søge læge, hvis eleverne klagede over gener.
Lars Haagendal havde dog torsdag formiddag ikke hørt fra folk, der havde haft behov for lægehjælp.
Bygningerne er efter en grundig udluftning og målinger med beredskabets måleudstyr blevet taget i brug igen torsdag.