En EM-krumme til Aarhus
Selvom flere kampe blev spillet i Aarhus under EM i herrehåndbold, så har det ikke givet økonomisk overskud på bundlinien. Der skal større kampe og mere publikum til, hvis Aarhus skal få en større del af kagen i fremtiden
EM i herrehåndbold er slut, og Aarhus kan se tilbage på nogle uger, hvor vi kun fik en lille krumme af det store håndbold-show.
Selvom trænere og flere verdenstjerner overnattede i Aarhus, og de polske fans festede lystigt i de aarhusianske gader, så har det ikke betydet noget økonomisk for Danmarks anden største by.
“Vi har været glade for den omtale, som Aarhus har fået, men det har ikke den store økonomiske effekt, da de kampe som blev spillet i Aarhus ikke har haft det store publikum med sig,” fortæller Tina Bundgaard-Jensen, som er kommunikationsrådgiver ved VisitAarhus.
Hun mener, at hvis EM en anden gang skal ses på bundlinien, så skal vi have nogle af de store kampe til byen.
“Det er klar, at hvis Danmark eller Norge spiller kamp, så tiltrækker det mere publikum end hvis Polen spiller,” pointerer Tina Bundgaard-Jensen.
Internationale medier
Selvom EM ikke gav økonomisk overskud, så håber VisitAarhus alligevel, at de mange medier, som har boet i byen under EM, rejser hjem med et positiv oplevelse i baggagen
“Vi håber, at de internationale medier får et positivt indtryk af Aarhus, så de vil sende en rejsejournalist herop en anden gang. På den måde er Aarhus blevet brandet gennem EM,” siger kommunikationsrådgiveren.
Hos Sport Event Aarhus er de tilfreds med de omkring 3.000 fans, som mødte op til de kampe, der blev spillet i NRGi Arena i Aarhus, men de havde alligevel håbet på, at Tyskland havde kvalificeret sig til EM.
“Det havde betydet flere fans, da tyskerne jo ikke er ret langt væk. Sådan gik det dog ikke, og vi er rigtig godt tilfreds med dem, som mødte frem til hver kamp,” siger Finn Lyck, som er eventchef ved Sport Event Aarhus.
Han fortæller også, at storskærmen i Ridehuset tiltrak mange både udenlandske og danske fans.
“Det var en stor succes og flere aftener var der lang kø uden foran Ridehuset.”