Fortsæt til indhold

Lastbiler kan køre væsentligt længere på literen

Vejle virksomheden Tegnology har udviklet en energiteknologi, der kan få lastbiler og skibe til at gå 10 procent længere på literen

Samfund
Jeppe Rafn

Virksomheden Tegnology er ved at udvikle en energiteknologi, der ifølge virksomheden og dens investorer har et kolossalt potentiale. Teknologien, termoelektricitet, anvender spildvarme til at producere strøm, og det kan for eksempel få en lastbil eller et større skib til at gå op til 10 procent længere på literen, fordi der går så meget af olieforbruget til at producere strøm.
“Et tankskib bruger olie for en million kroner om dagen, så der er mange penge at hente,” siger Tegnologys direktør Paul Eggington og tilføjer med et skævt smil:
“Mærsk må meget gerne læse det her.”

Op til 400 grader

Termoelektricitet er ikke en ny teknologisk opfindelse. Allerede i 1821 fandt fysikeren Seebeck ud af, at man kan udnytte temperaturforskelle til at producere strøm. Jo større temperaturforskel, jo mere strøm.
Det nye er, at Tegnology har udviklet et termoelektrisk modul, der kan fungere i meget høj varme, op til 400 grader. Dermed kan teknologien anvendes i for eksempel lastbiler med store motorer, hvor udstødningen bliver 3-400 grader varm.
“Vores konkurrenter kan ikke klare så høje temperaturer. Eller så bruger de bly, og det er ulovligt i EU,” fortæller direktør Paul Eggington.
Tegnologys produkt, der kan klare de høje temperaturer, er lavet af råstofferne zink og magnesium, og de er 10 gange så billige som det materiale, konkurrenterne anvender, tilføjer direktøren.

Der går noget tid endnu

Tegnology er først nu på vej ud af forskning til udvikling, så der går noget tid endnu, før produktet kan anvendes. Der findes i dag kun tre udgaver af den lille dims, det termoelektriske modul, det hele drejer sig om.
Men der er tro på, at man indenfor få år er i produktion.
Energistyrelsen har netop bevilget 2,3 millioner kroner til et projekt, der i løbet af to år skal bruges til at udvikle en termoelektrisk generator til Volvo lastbiler.