Fortsæt til indhold

Enhedslisten kendte ikke sin besøgelsestid

Der er ikke grundlagfor at ændre på valgresultatet i Norddjurs, lyder valgbestyrelsens svar til Enhedslisten Norddjurs

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Der bliver ikke pillet ved resultatet af Kommunalvalget i Norddjurs Kommune i november 2013, fordi der ikke er det fornødne grundlag til at gøre det. Også selvom der på stemmesedlen stod, at Enhedslisten opstillede sideordnet, men ifølge partiets vedtægter skal opstille på partiliste.
Det har valgbestyrelsen med formand, Norddjurs borgmester Jan Petersen (S), i spidsen meddelt torsdag.
Det betyder, at Helle Plougmann, som blev valgt på Enhedslistens liste, men senere overgik til at være løsgænger, kan fortsætte i kommunalbestyrelsen perioden ud, og at Birgitte Poulsen vikarierer for Enhedslistens enlige medlem, Ulf Harbo, i dennes orlovsperiode.

I august 2014, ni måneder efter valget, lod Enhedslisten meddele, at den lokale partiforening ønskede, at fejlen blev rettet.
Men partiforeningen var en postgang for sent ude, mener valgbestyrelsen, der i sin votering har vægtet følgende kendsgerninger:

  • "Der er ikke – indenfor tidsfristen for klager over valget, der er senest ugedagen efter valget - indgået klager over opgørelse af valget for Enhedslistens kandidater. Valglovens snævre tidsfrister for indgivelse af valgklager og afgørelse heraf har været i lovgivningen gennem en meget lang årrække, og betyder, at der kun inden for en meget kort tidshorisont efter valget kan ske omgørelse af valgets opgørelse. Formålet med dette er at konstitueringen sker på et faktisk grundlag, der er afklaret."
  • "Der er forløbet 9 måneder siden valget og udpegningen af Helle Plougmann. Det betyder, at kommunalbestyrelsen i nogen tid har indrettet sig på den sammensætning af kommunalbestyrelsen, som valgbestyrelsens opgørelse af valget indebar. Hensynet til bestandigheden (kontinuiteten) af den status, der er skabt ved udpegningen af det offentlige hverv som kommunalbestyrelsesmedlem er væsentlig."
  • "Valgbestyrelsen har endvidere lagt vægt på, at på trods af Enhedslistens usikkerhed om opgørelsen af valget for Enhedslistens kandidater, forholdt de sig passive og gjorde ikke opmærksom på fejlen. De henvendte sig først 9 måneder efter valget."