Lars cyklede 5.000 kilometer gennem USA
Lars Toft Rasmussen fortæller på Ørum Bibliotek om en cykeltur ud over det almindelige
Udenrigskorrespondent ved TV2 Lars Toft Rasmussen fortæller tirsdag 4. februar klokken 19 på Ørum Bibliotek om sin 5.000 km lange cykeltur tur tværs over USA.
For at dække det seneste præsidentvalg for TV2 cyklede Lars Toft Rasmussen fra San Francisco til den amerikanske hovedstad, Washington DC.
Turen var på mere end 5.000 km og blev bevidst lagt uden om de store byer, hvor det er farligt eller umuligt at cykle.
Det blev derfor en rejse gennem småbyer og landdistrikter, hvor de konservative og ofte meget religiøse amerikanere bor.
Et folkefærd, som mange - inklusive foredragsholderen - på forhånd havde svært ved at forstå, og som man ikke hører så meget om i danske medier.
Rejsen spændte fra Nevadas ørken med 35 graders varme og de mere end 3000 meter høje Rocky Mountains til Midtvestens flade og endeløse majsmarker.
I foredraget indgår både fotos og videooptagelser fra den lange tur.