Fortsæt til indhold

Bendixen Blomster har vokseværk

Blomsterbutikken i Risskov rykker længere ned af Nordre Strandvej for at få mere plads til kunder og ansatte

Samfund
Kim S. Andersen

Bendixen Blomster på Nordre Strandvej i Risskov står over for at skulle flytte i nyere og større lokaler.
Torsdag 13. februar slår blomsterbutikken dørene op i nye lokaler på Nordre Strandvej 84b og forlader butikken i nummer 74.
“Vi har skyndt os at blive færdige, så vi kunne åbne til Valentinsdag den 14. februar. Og vi har bestilt ekstra mange Valentins-roser hjem,” siger en forventningsfuld Jonas Bendixen.

Flytter fra trange forhold

Baggrunden for at flytte er, at forholdene på den gamle adresse var blevet for trange.
“Det har været slemt om lørdagen, hvor vi tit har haft rigtig travlt, og butikken har været proppet med kunder, der næsten ikke kunne komme frem og tilbage, så det bliver godt at kommet i nogle større lokaler, “ siger Christine Bendixen.
Hun er uddannet blomsterdekoratør og har arbejdet i branchen siden 2001.
Gennem de seneste fire år har ægteparret Bendixen drevet blomsterbutik med stor succes og har to fuldtidsansatte blomsterdekoratører, der hedder Elisabeth Eriksen og Mette Glinvad.
Blomsterbutikken lukker ned i fire dage for at flytte og komme helt på plads til genåbningen i de nye lokaler.
“Vi har en forventning om, at vores stamkunder følger med, og at vi kan mærke på omsætningen, at vi er flyttet. Nu får vi plads til flere kunder og et større udvalg af varer. Og så får vi fine baglokaler med et køkken, så det er også godt for vores to ansatte. Det hele skulle gerne munde ud i en meromsætning, så vi kan fortsætte den gode udvikling, pointerer Jonas Bendixen.
“Når vi får mere plads, kan vi tilbyde mere af det hele. og det er ikke kun blomster, men også chokolade, “ siger Christine Bendixen.
På genåbningsdagen byder parret på gode tilbud og smagsprøver.