Hvad skal der ske med Psykiatrisk Hospital?
Initiativtager har inviteret 1.000 beboere til informationsmøde angående salget af hospitalet
Hvad skal der ske med parken? Flytter museet og kirkegården med til Skejby? Og hvad med tidsplanen? Spørgsmålene hober sig op i forbindelse med det forestående salg af Psykiatrisk Hospital i Risskov. For første gang får borgerne i Risskov og omegn mulighed for at diskutere de store forandringer, der sker i området, når Psykiatrisk Hospital flytter til Skejby og bliver en del af det nye universitetshospital.
Det sker til et informationsmøde mandag den 24. februar klokken 19.30 i Auditoriet på Psykiatrisk Hospital, hvor der er plads til 180 personer.
Formålet med borgermødet er at give lokalområdets beboere information om udbudsprocessen, indtil vinder-konsortiet er udpeget, og det er baggrunden for, at Vejlby-Risskov Fællesråd har taget initiativ til at arrangere et borgermøde.
Forventer stort fremmøde
“Vi forventer et stort fremmøde fra lokalområdets beboere, da der allerede nu er stor interesse for, hvad der skal ske med dette unikke, historiske område,“ siger Poul Frandsen.
Han sidder i bestyrelsen i SF Aarhus Øst, der sammen med det lokale fællesråd står for mødet. Han er en del af en arbejdsgruppe, som har søgt aktindsigt i hele arbejdet omkring salget. Salget af eksisterende fem ejendomme og arealer på i alt 94.000 kvadratmeter i Risskov og nyetableringen i Skejby skal foregå som et såkaldt Offentlig Privat Partnerskab, og Region Midtjylland har i en udbudsproces udvalgt to konsortier som tilbudsgivere. Til sommer ved man hvilket konsortium, der har vundet retten til at foreslå, hvad der skal ske med de eksisterende bygninger, parken og det øvrige meget store areal, som Psykiatrisk Hospital omfatter.
“Det her er stor og vigtig sag for lokalområdet, Mange Risskov-beboere har hørt om det her, men ved ikke, hvad er det mere konkret for en proces, som er i gang,” siger Frandsen.
Få svar på spørgsmål
Formålet med borgermødet er også, at lokalområdets beboere kan stille spørgsmål til ovennævnte information, og komme med kommentarer og forslag til områdets fremtidige anvendelse. Derfor er projektdirektør for Det Ny Universitetshospital og Aarhus Kommunes forvaltningschef for Planlægning og Byggeri inviteret til mødet på tirsdag.