Forældre vil stå vagt om den kommunale dagpleje
Dagplejens forældrebestyrelse indkalder til forældremøde og generalforsamling
?“Vi synes børnenes udvikling skal udvikle sig i små trin. Derfor synes vi det er optimalt med en dagpleje, hvor barnet er sammen med 3-4 andre børn hos en velkendt dagplejer.”
Det siger Danny Sannem fra Ugelbølle, som op til det årlige forældremøde med generalforsamling i den kommunale dagpleje torsdag 5. november kl. 19 på Pyramiden på Rønde Skole opfordrer forældrene til at engagere sig i arbejdet med dagplejen.
“Dagplejen i Syddjurs Kommune har gennem de seneste år oplevet op- og nedture, og for tiden er man inde i en ny nedtur med besparelser og fyringer på grund af det dalende børnetal i kommunen,” siger Dannye Sannem, som netop derfor mener, at det er vigtigt at stå vagt om dagplejens værdier.
Gode oplevelser
Solvejg og Danny Sannems to piger på 4 1/2 og 2 1/2 år har begge gået og går i den samme dagpleje i Rønde.
“Det er enormt vigtigt, at børns første år er fyldt med gode oplevelser og relationer. Vi har sindssygt gode erfaringer med vores dagpleje med tætte relationer og godt samarbejde,” siger Danny Sannem.
“Derfor er det vigtigt, at forældrene engagerer sig i Dagplejens arbejde og er med til at synliggøre den pasningsmulighed for andre forældre,” mener Danny Sannem.
Anerkendende tilgang
Til generalforsamlingen holder Danny Sannem som formand for forældrebestyrelsen sin beretning før der er valg til bestyrelsen.
Derefter vil Lene Buhl og Sys Krogner fra Dagplejens støtteteam holde et oplæg om et nyt udviklingsprogram, som der arbejdes med i den kommunale dagpleje og som arbejder med en anerkendende tilgang i relationen mellem børn og voksne.
Danny Sannem vil gerne have flere forældre med i arbejdet.
“Som bestyrelse har vi indflydelse og vi kan mærke vores indsats giver resultater. Vores input er den nødvendige fortælling om den virkelighed, vi som familier og forældre lever med.”
Klokkeklart tilbud
Ifølge formand for Familie- og Institutionsudvalget, Per Zeidler (LA), skal forældrene ikke frygte, at dagplejen forsvinder i Syddjurs Kommune.
“Vi har et klokkeklart to-strenget tilbud med både dagtilbud i integrerede institutioner og med kommunale dagplejer. Men når det årlige børnetal falder fra 500 til 300 som i de seneste år, så får det konsekvenser for alle dele af systemet,” siger Per Zeidler.