Fortsæt til indhold

Mus lukkede Irma i flere dage

Irma frygtede rotteangreb og lukkede butikken, men det viste kun at være mus

Samfund
Steen Trolle

Spor efter skadedyr har i flere dage lukket Irma i Holte Midtpunkt. Men fredag åbnede butikken igen. Et skadedyrsbekæmpelsesfirma har nemlig ved hjælp af videoovervågning fundet ud af, at sporene stammer fra mus og ikke fra rotter, som Irma i første omgang frygtede.
"Vi lukkede butikken den 27. december, fordi vi fandt spor i noget mel, som vi havde lagt ud, da vi kom om morgenen. Vi var i tvivl om hvorvidt det var mus eller rotter, og derfor lukkede vi butikken og kontaktede levnedsmiddelkontrollen og Anticimex (skadedyrsbekæmpelsesfirma, red.)," fortæller butikschef Ken Hansen.
For halvandet år siden var Irma igennem en stor ombygning efter et rotteangreb, og derfor var der naturligvis frygt for, at det igen var rotter. Men efter grundige undersøgelser kunne Anticimex afblæse alarmen. Der er kun fundet spor af mus, som kan bekæmpes uden at butikken skal lukkes.
"Og siden den 28. december har der ikke været spor af mus i selve butikken, kun under gulvet, hvor de blev fanget på det videoovervågningsudstyr, som Anticimex har opsat," siger Ken Hansen.
Irma har ikke haft problemer med rotter siden angrebet for halvandet år siden, og det er et altså stadig situationen, konstaterer en lettet Irma-butikschef Ken Hansen.